Sinful storsælger i Kina på Singles Day

“Vi modtog det samme antal ordrer, som vi normalt gør på en hel måned”

I går løb Singles Day af stablen.

Den kinesiske e-handelsgigant, Alibaba, omsatte for hele 257 milliarder kroner – de samme omsætningsforhold ser vi dog ikke i Danmark.

Annonce

Her i landet er det, ifølge FDIH, kun hver femte dansker, der kender til Singles Day. Og selv om kendskabsgraden er en fordobling i forhold til sidste år, er det stadig langt fra de 97 procent, der er bekendt med den populære Black Friday.

Den store interesse for Singles Day i Kina har man især bemærket hos Sinful, der betjener sine kinesiske kunder via Alibabas handelsplatform, Tmall.

Her fik den erotiske webshop langt flere ordrer, end de er vant til på en almindelig mandag.

Singles Day er uden sammenligning den største salgsdag i Kina, og sexlegetøj er virkelig noget, som kineserne køber denne dag. Vi modtog det samme antal ordrer, som vi normalt gør på en hel måned, fortæller Tonny Andersen, CEO hos Sinful, i en pressemeddelelse.


Vækst i hele Skandinavien

Det var dog ikke kun i Kina, at Sinful oplevede stor interesse på gårsdagens store shoppedag.

Den erotiske webshop omsatte nemlig for 50 procent mere i Skandinavien på dette års Singles Day, sammenlignet med sidste år.

Vi kan tydeligt mærke, at Singles Day har indtaget de skandinaviske markeder. Vi havde sørget for ekstra lagerpersonale, men det var slet ikke nok. Vores lagerchef blev nødt til at indkalde ekstra folk i løbet af dagen, afrunder Tonny Andersen.

Annonce