Stor EU-undersøgelse: Google koster forbrugerne milliarder

Er en ny bøde på vej?

Annonce

En omfattende undersøgelse lavet af det uafhængige
konsulentfirma Grant Thornton viser, at priserne, der vises i Googles
produktannoncer i gennemsnit, er 14 procent højere end på andre førende
prissammenligningstjenester – herunder eksempelvis PriceRunner. I Danmark er
prisforskellen helt oppe på 21 procent

Grant Thornton har sammenlignet priser på 1100 produkter i tolv EU-lande. Analysen omfattede de mest populære produkter i de ti mest populære produktkategorier såsom elektronik, tøj og legetøj.

Annonce

Undersøgelsen er lavet ved at sammenligne de fem første priser fundet på Google med tilsvarende priser på andre tjenester for prissammenligning. Totalt er mere end 10.000 priser blevet kontrolleret og analyseret.

- Baseret på 1100 produkter er priserne i gennemsnit 14 procent højere på Google end på andre sammenligningstjenester. I den mest populære shopping kategori – tøj og sko - er prisforskellen hele 37 procent. Desuden viser Google ikke de laveste priser først og dermed risikerer forbrugerne at blive fejlinformeret i deres pris- og produktsøgning, siger Martin Andersen, direktør, PriceRunner Danmark, i en pressemeddelelse.


23 procent er misvisende

Grant Thorntons undersøgelse omfatter også en analyse af kvaliteten af produktinformationen og hvor godt de respektive pris- og produktsammenligningstjenester hjælper forbrugerne til at vælge det rigtige produkt.

Konklusionen er at 23 procent af alle produktannoncer på Google henviser til andre produkter end dem, men har søgt efter. Det skal sammenlignes med, at tallet er 5 procent for de andre prissammenligningstjenester, der er sammenlignet med.

Når det kommer til produktspecifikationer, der hjælper forbrugerne med at vælge det rigtige produkt, er det kun hver femte produktannonce på Google, der har det i forhold til de andre prissammenligningstjenester. '

- Mere end 90 procent af alle søgninger sker på Google. Det europæiske ehandelsmarked er på 2.000 milliarder kroner hvert år. Selv om det er gratis at bruge Google, så risikerer Google at koste forbrugerne tocifret milliard beløb hvert år. Det er forbrugerne, der betaler for høje priser fordi Googles forretningsmodel har fokus på at vise de annoncer, som Google tjener flest penge på, siger Martin Andersen.


Et åbent brev til Margrethe Vestager

Tilbage i juni 2017 idømte EU-kommissionen Google en stor
bøde fordi Google på en ulovlig måde havde fremhævet og favoriseret sin egen
tjeneste for pris- og shopping sammenligning Google Shopping.

Bøden var på hele 18 milliarder kroner, hvilket var den hidtil største bøde som EU havde givet en virksomhed.

- Alle konkurrenter til Google som jeg har talt med mener, at Google fortsætter med at fremhæve sin egen shopping tjeneste på en ulovlig måde. Desuden er antallet af annoncer øget dramatisk de seneste to år. Det er nu op til EU-kommissionen at sætte en stopper for det, siger Martin Andersen.

På baggrund af konklusionerne i Grant Thorntons undersøgelse
har PriceRunner og andre ledende sammenligningstjenester i Europa i dag sendt
et åbent brev til Margrethe Vestager, der er EU kommissær med ansvar for
konkurrence.

Det er EU-kommissionen, der kan tage stilling til at om der
skal gives yderligere bøder, hvis kommissæren vurderer at Google har fortsat
den ulovlige praksis med at fremhæve sin egen shopping tjeneste.

En ny bøde kan være helt op til 5 procent af den globale omsætning i Alphabet, der er Googles moderselskab.

- Google gør på mange måder hverdagen lettere for mange mennesker og som en åben platform er Google god. Men som en virksomhed, der maksimerer sin indtjening ved at udelukke konkurrence, så udgør Google en trussel mod hele den digitale markedsøkonomi i Europa, ”siger Martin Andersen.