Too Good To Go går ind i Corona-kampen: “Vores tur til at bakke op”

1,8 millioner brugere i ryggen. 

Madspildskoncept Too Good To Go blev lanceret i 2016 og sælger overskudsvarer i alle afskygninger.

App’en er blevet downloadet af 1,8 millioner danskere, som får adgang til billig overskudsmad fra restauranter, caféer og supermarkeder.

Annonce

Men lige nu er tingene ikke, som de plejer at være.

Corona-krisen bliver mere og mere omfattende, og de danske restauratører har brug for hjælp til at sælge og markedsføre take away-retter, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Derfor stiller Too Good To Go nu deres app til rådighed.

Konceptet kommer til at gå under navnet “StøtLokalt” og vil bestå af take away-retter, der bliver solgt til normalpris.

Too Good To Go har de seneste dage pilottestet det nye initiativ med en række udvalgte partnere i København og omegn. Det har været en succes, og nu bliver ”Støtlokalt” rullet ud til partnere over hele landet.

Vi har oplevet kolossal opbakning fra landets restauratører i kampen mod madspild. Nu er det vores tur til at bakke op med de midler og ressourcer, vi har til rådighed. Vi har over 1,8 millioner brugere og har specialiseret os i at forbinde mad og mennesker. Nu gør vi det samme med en anden vinkel i en midlertidig periode. Og når alt det her så forhåbentligt snart er overstået, vil vi igen arbejde 100% på at bekæmpe madspild, siger Mette Lykke, CEO hos Too Good To Go og fortsætter:

StøtLokalt er et non-profit initiativ. Det er sat i værk for at hjælpe de mange restauranter og caféer, der kæmper for at holde sig oven vande. Vi oplever dagligt, hvor effektfuldt det er, når tusindvis af danskere danner fælles front for en god sag. Den sag går hos os normalt ud på at redde mad. Det må de meget gerne blive ved med. Men nu opfordrer vi inderligt vores 1,8 mio. brugere til også at købe take away, så vi kan holde restauratørerne i live, indtil krisen er overstået.

Det er allerede muligt nu at købe take away fra både større kæder og lokale spisesteder i Too Good To Go-appen, skriver virksomheden.

Annonce

StøtLokalt-måltiderne kan afhentes i de tilmeldte forretninger, indtil corona-situationen er normaliseret.