Ehandelsdagen: ”Tror du, at Amazon bliver en succes efter lancering i Danmark?”

Intet mindre end 17 oplæg fra kompetente branchefolk. 

Selv om det er tidligt om morgenen, summer det af liv på KulturCenter Limfjord i Skive – hjertet af Jylland.

Det var en sand fornøjelse at træde ind i foyeren for andet år i træk, hvor man, tiltrængt, bliver mødt med duften af frisklavede croissanter og hjemmebrygget kaffe. Dennis Drejer og Søren Sieg Jensen står nærmest ”lænket” til døren, insisterende på at give de mange gæster fra hele det danske land en proper velkomst.

Annonce

I den store koncertsal byder de to stiftere velkommen – i år sidder der hele 410 e-folk på de mange rækker, spændte på dagen og sultne efter input og tricks til deres respektive forretninger.

Ehandelsdagen er en konference, der målretter sig 100 procent til e-handel. Formålet er at opkvalificere; både vores egne medarbejdere, lokale webshops og den resterende branche. Vi vil også gerne kunne stå sammen, når udlandet ”kommer for tæt på", indleder Dennis Drejer.

Dagen byder på intet mindre end 17 oplæg fra kompetente branchefolk.

Først på scenen er Jonas og Martin Byskov fra virksomheden ”Bedre Nætter”, som blev etableret i 2013 – det var faktisk den første ”only online”-forhandler af senge i Danmark.

De fortæller levende om deres rejse, og hvordan de har ”pustet liv i en træt branche” – og desuden vejen til over 100 millioner i omsætning. Kan man egentlig overhovedet købe en seng online?

Du kan læse meget mere i artiklen herunder:

LÆS OGSÅ: ”I butikkerne tager kunder knap nok jakken af, når de prøver seng – det er jo absurd”

..Og fra 100 millioner til 1 milliard i omsætning om året.

Annonce

Ivan Jæger Christiansen indtager selvsikkert gulvet, og han får hurtigt uddelt opmærksomhed fra de fremmødte e-handlere med sit top-professionelle og humoristiske oplæg.

Det handler helt grundlæggende om godt, jysk købmandskab – og så skal man altid kigge efter småmønter på fortovet, og dem må man aldrig blive for lad til at samle op.

Her kan du læse mere om hans filosofi, og om hvordan Proshop-direktøren driver sin succesfulde forretning.

LÆS OGSÅ: Vejen til en milliard: ”Vi må ikke være for fede til at bøje os ned efter en femmer”


Hvornår kommer Amazon?

Lars Mansfeld-Giese er direktør hos Real Coffee.

Virksomheden sælger omkring 50 millioner kaffekapsler om året, og i februar startede den med at sælge på Amazon-markedspladsen. I dag er USA Real Coffees absolut største marked.

Direktøren starter med at stille et spørgsmål ud til de nysgerrige e-handlere: Tror I, at Amazon bliver en succes i Danmark inden for 5 år efter lancering?

En succes, hvor der menes, at Amazon opnår en markedsandel på +8 procent inden for FMCG.

Det tog Rema 1000 25 år at opnå en markedsandel på cirka 13-14 procent, kommenterer han, inden salen tilkendegiver sine meninger ved håndsoprækning.

Stemmerne er splittet, men den garvede direktør er ikke i tvivl:

Jeg tror, de kommer til at nå det. De danske detailister er, undskyld mit sprog, nogle ”amatørrøve” inden for FMCG. Amazon får en kæmpe succes lige fra start. Jeg kan sælge kaffekapsler til folk, der ikke har en kaffemaskine, hvis tilbuddet er godt nok. Den jævne danske forbruger kan man rykke giga-meget ved at give dem gode tilbud, og det kan de få på Amazon, fortæller han.

"Men hvornår kommer Amazon til Danmark?”, lyder det utålmodigt fra salen.

Direktøren tøver et øjeblik, men siger så:

Vi vil i hvert fald vide det et halvt år i forvejen, fordi Amazon vil begynde at ansætte danske supportmedarbejdere – og det har de ikke gjort endnu. Så vi vil få lidt tid at løbe på.


Det vil du ikke gå glip af!

I løbet af konferencen hørte jeg også andre oplæg, som rykkede ved hele min forståelse af branchen, og som gav mig indsigter i innovative løsninger, som jeg ikke kendte til.

Følg med her på Ehandel.dk, hvor jeg blandt andet hiver fat i Camille Brinch og hører om deres helt vanvittige Black Friday-oplevelse, deres arbejde med Messenger-maskinen og hvilken form for kommunikation virksomheden sværger til.

Jeg tager også fat i Proshop-direktøren, Ivan Jæger Christiansen, igen, hvor vi kommer til at tale om frygten for Amazon, og om der overhovedet er grund til at holde vejret.

Sidst, men bestemt ikke mindst, kan du se frem til et interview med Head of Marketing hos Coop, Peter Boris Kreilgaard, om Ecommerce 2.0.