Trump varsler ny told på varer fra Kina

Fyrer igen op for handelskrigen mod Kina

Først en høflig indledning, en lussing til hver kind og en knytnæve lige i synet. Derefter en hånlig trussel (som bestemt ikke er tom) og en lille note. Til sidst et hjerteligt smil med stryknin på. Sådan tweetede den amerikanske præsident Donald Trump torsdag aften dansk tid om sit næste træk i handelskrigen mellem USA og Kina.

Annonce

I sit tweet beskylder Trump Kina for ikke at have levet op til sit løfte om at købe flere amerikanske landbrugsprodukter, bl.a. sojabønner og bomuld. Han retter også en direkte kritik mod Kinas præsident, Xi Jinping, som ifølge Trump ikke har gjort nok for at stoppe salget af stoffet fentanyl, som årligt er skyld i mange amerikaneres død. Det skriver Ritzau.

Fentanyl er et syntetisk opioid, som de amerikanske myndigheder har beskrevet som 50 gange stærkere end heroin. Trump har blæst til kamp mod det, han betegner som en opioid-epidemi i USA.

– Handelssamtalerne fortsætter, og under samtalerne vil USA d. 1. september starte med at lægge en lille ekstra told på 10 % på de resterende 300 milliarder dollars varer og produkter, der kommer fra Kina og ind i vores land, skriver Trump i sit tweet.

Meldingen fra den amerikanske præsident kommer, efter at repræsentanter for Kina og USA ikke kunne fortælle om de store fremskridt i forhandlingerne i Shanghai i denne uge. Begge parter har dog beskrevet deres møder som "konstruktive".

De amerikanske forbrugere betaler prisen

Handelskrigen mellem USA og Kina har stået på i halvandet år, og hidtil er det gået hårdest ud over virksomhederne i USA, men ifølge Politiken.dk vil indførelsen af den nye told især ramme de amerikanske forbrugere.

– De resterende varer, der er tilbage fra den kinesiske import, er forbrugsvarer. Det vil sige, at forbrugsvarer som iPhones kan blive ramt af de her toldsatser, og dermed risikerer forbrugerne at opleve stigende priser, siger Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, til Politiken.