Tyskland – et attraktivt marked for danske e-handlere?

Et nærbillede af Europas næststørste e-handelsmarked.

Tyskland er med sine 82,4 millioner indbyggere Europas folkerigeste land. De tyske forbrugere er blandt kontinentets flittigste netshoppere og spenderede således 57,8 milliarder Euro på nettet i 2019 – svarende til 5.242 kr. pr. næse. Det placerer landet som Europas næststørste og verdens femtestørste e-handelsmarked.

Tanken om en shopping-begejstret, købestærk befolkning, der er næsten 15 gange så stor som den danske, kan give enhver e-handler julelys i øjnene. En del danske virksomheder har da også forsøgt sig på det tyske marked, dog ikke altid med succes.

Annonce

Benhård konkurrence

Selv om konkurrencen inden for dansk e-handel er til at tage og føle på, er den ganske mild sammenlignet med det tyske e-handelsmarked. I Tyskland er der mange flere om buddet, og mange af konkurrenterne er store. Rigtig store. Derfor kan de lukrere på stordriftsfordele som større likviditet, mere lagerplads, større indkøbsvolumen og gunstige fragtaftaler, hvilket giver dem mulighed for at presse priserne gevaldigt.

Den hårde konkurrence afspejler sig blandt andet i et utal af prissammenligningstjenester, hvoraf idealo.de, geizhals.de, billiger.de, preis.de og guenstiger.de er blandt de mest populære.

Tyskerne er desuden forvænte med at kunne finde stort set alt, de kan tænke sig, i tyske webshops og handler langt mindre i udenlandske webshops end danskerne. Ni af de ti webshops, hvor tyskerne lægger flest af deres penge, er tysk-ejede, og når tyskerne handler i udenlandske webshops, er det som regel kinesiske, britiske og amerikanske shops. Kun 3 procent af tyskerne har handlet i en dansk webshop.

Markedspladsernes rolle

De store online markedspladser står for en meget større del af den samlede e-handelsomsætning i Tyskland, end vi kender det fra Danmark. Det skyldes dels, at mange større tyske webshops har valgt at udvide deres salgsplatform med en markedsplads. Blandt de største tyske markedspladser finder vi danskernes mode-favorit, Zalando, samt Otto, Real, Yatego og Hood.de.

Dertil kommer, at både Amazon og eBay er til stede i Tyskland, og at de tyske forbrugere kan tilgå disse markedspladser på deres modersmål.

Amazon har da også sat sit navn på næsten halvdelen af markedet. Af en rapport fra Handelsverband Deutschland fremgår det, at Amazon i 2019 selv stod for 19 procent af Tysklands samlede e-handelsomsætning, mens Amazon Marketplace tegnede sig for 27 procent. De øvrige markedspladser måtte nøjes med 8 procent tilsammen.

Med over 200 millioner produkter er der så meget at vælge mellem, at mange tyskere vælger at bruge Amazon som søgemaskine og således slet ikke bliver eksponeret for andre webshops, når de shopper på nettet. For en dansk webshop, der vil prøve kræfter med Tyskland, betyder det, at vejen ind på markedet kan blive særdeles hård (og lang), medmindre man slutter sig til skaren af Amazon-forhandlere og lader Jeff Bezos sætte sin ske i hver eneste lille bid af det lille stykke tysk markedskage, man gør sig fortjent til.

Logistik i verdensklasse

Ifølge Verdensbanken er Tyskland verdens bedste på det logistiske felt, hvor landet scorer højest inden for både fortoldning, infrastruktur, logistiske kompetencer, sporing og punktlighed.

Annonce

Den velsmurte tyske logistikbranche har gjort de tyske forbrugere godt vante, og selv om Tysklands areal er godt og vel 8 gange så stort som Danmarks, stiller de generelt lidt skrappere krav til leveringstiden end os danskere.

Tysklands største aktør inden for B2C-levering er DHL, som er en del af det tyske postvæsen. Også UPS, DPD og GLS har store markedsandele i Tyskland.

Tyskernes præferencer i forhold til levering er noget anderledes end danskernes. Pakkeshops og udleveringssteder, som mange danskere på det nærmeste valfarter til for at hente deres pakker, spiller ikke nær så stor en rolle i Tyskland. Ifølge PostNords rapport E-handel i Europa 2019 foretrækker kun 7 procent af de tyske forbrugere denne leveringsform.

Det mest populære blandt tyskerne er levering til døren. Hele 50 procent foretrækker denne mulighed, og hver femte af disse ønsker, at det sker om aftenen. Postkassen er også ret populær i Tyskland. Hele 37 procent foretrækker at få leveret deres pakker i postkassen.

Returnering – en dyr vane

Tyskerne har ry for at returnere mange af deres køb – og med rette. Ifølge ovennævnte rapport fra PostNord har 53 procent af tyskerne returneret et køb på nettet i løbet af det seneste år. Her i Danmark er det tilsvarende tal ”kun” 43 procent.

I 2018 returnerede tyskerne over 280 millioner pakker indeholdende i alt 487 millioner varer. Det skal angiveligt have kostet virksomhederne 5,46 mia. Euro (godt 40 mia. kroner). De mange returneringer rammer især webshops i modebranchen, som ifølge en rapport fra Ecommerce Foundation får hele 70 procent af deres forsendelser retur.

Betalingsformer

I tysk onlinehandel er PayPal den mest populære betalingsform. Ifølge PostNord-rapporten foretrækker 50 procent af de tyske forbrugere at betale med PayPal eller tilsvarende betalingstjenester.

På andenpladsen finder vi fakturabetaling – en betalingsform, som kun fylder ganske lidt i dansk e-handel – mens den mest populære betalingsform i Danmark, kreditkortet, ligger nummer tre og kun foretrækkes af 18 procent af de tyske forbrugere.

Tyskland halter bagefter hvad angår mobilbetaling. Der findes endnu ingen tysk pendant til det danske MobilePay, men i 2018 blev den østrigske mobilbetalingsapp Bluecode tilgængelig i Tyskland. Både Bluecode og MobilePay er medstiftere af EMPSA, et internationalt samarbejde mellem mobilbetalingssystemer. Endnu figurerer Bluecode dog ikke i de tyske e-handels-statistikker.

Tyskerne fik adgang til Google Pay i juni 2018, mens Apple Pay først blev lanceret i Tyskland så sent som i december 2018. På nuværende tidspunkt er heller ikke disse to mobilbetalings-apps slået igennem i den tyske online-handel.

Privatlivets fred

Tyskerne er mere forbeholdne end de fleste, når det gælder udlevering af personlige oplysninger. Det fremgår af en rapport fra prissammenligningstjenesten Idealo, at 53 procent i et eller andet omfang er bange for, at virksomheder ved for meget om dem og deres præferencer.

67 procent af tyskerne finder det dog nogle gange nyttigt at gemme data som f.eks. betalingsoplysninger, der letter bestillingsprocessen. 46 procent kan også gå med til at afgive oplysninger, hvis de på den måde får mulighed for at vinde noget, og 60 procent vil gøre det for at opnå attraktive fordele.

Sammenligner man disse tal med de tilsvarende tal for 2018, ser det dog ud til, at de tyske forbruges forbehold over for at udlevere persondata er aftagende.

Andre artikler i samme serie: