Vækstteam for handel og logistik sætter fokus på lige konkurrencevilkår

Nye anbefalinger fra Vækstteam tager fat i smertensbarn.

Der er hjælp på vej til danske handelsvirksomheder. I et nyt sæt anbefalinger opfordrer regeringens Vækstteam for handel og logistik blandt andet til et opgør med de ulige konkurrencevilkår, der udfordrer dansk e-handel.

Annonce

Ifølge branchedirektør Annette Falberg fra DI Handel er det godt, at Vækstteamet tager fat der, hvor det gør allermest ondt på handelsvirksomhederne.

Mandag den 19. november 2018 afleverede regeringens Vækstteam for handel og logistik 24 anbefalinger til erhvervsministeren og til transport-, bygnings- og boligministeren.

I anbefalingerne er der fokus på at sikre lige vilkår for danske handelsvirksomheder i den internationale konkurrence, blandt andet ved at styrke fokus på produktsikkerhed og momsbetalinger.

Når udenlandske virksomheder servicerer danske forbrugere, er der en række regler, de skal leve op til, men her halter det gevaldigt i dag ifølge branchedirektør Annette Falberg fra DI Handel:

– E-handlen er global og kunderne kan med få klik handle i hele verden, men det afspejler vores regler og kontrol ikke. I dag er det for let at snyde med både produktsikkerhed og moms, hvilket går ud over forbrugerne, virksomhederne og statskassen. Vi har simpelthen ikke de nødvendige greb til at sikre, at konkurrencen sker på lige vilkår, og det problem adresserer Vækstteamet i deres anbefalinger, siger hun i en pressemeddelelse.

Vækstteamet foreslår blandt andet styrket internationalt samarbejde og bedre redskaber til at kontrollere momsbetalinger og produktsikkerhed.

Hjælp til eksport via platforme

Blandt Vækstteamets anbefalinger er der også forslag om at hjælpe danske virksomheder til at starte salg via de store e-handelsplatforme. En stigende andel af europæernes indkøb sker via platforme og ifølge Annette Falberg er der her store perspektiver for både de enkelte virksomheder og for Danmark:

– For danske virksomheder er det en vej til at holde på kunderne i den skærpede internationale konkurrence. Samtidig er det afgørende for dansk eksport, at flere virksomheder kommer i gang med e-eksport, og her kan platforme være en genvej til at vinde nye markeder. Både private og professionelle kunder orienterer sig nemlig i stigende grad på nettet, så den digitale tilstedeværelse bliver stadig vigtigere, slutter Annette Falberg i en pressemeddelelse.

Annonce