”Best Lifestyle Franchise of 2019”
Ved Global Franchise Magazines årlige prisuddeling i Las Vegas var der en dansk virksomhed blandt vinderne. Det var den jyske møbel- og designvirksomhed BoConcept, der modtog prisen for ”Best Lifestyle Franchise of 2019”. Det skriver BoConcept i en pressemeddelelse.
Prisuddelingen var en del af International Franchise Associations (IFA) årlige kongres, som ifølge BoConcept er franchiseverdenens største begivenhed, når det gælder forretningsudvikling og personlig udvikling.
LÆS OGSÅ: Apopro.dk kåret til ”Årets Butik 2019"
Dommernes kriterier var blandt andet vækst og ambitioner i udlandet, god support til franchisetagere, en stærk marketingkampagne og en vilje til at fremme franchisevirksomhed som koncept. Ifølge BoConcepts pressemeddelelse gik dommerne først og fremmest efter brands, som efter deres mening har hævet niveauet inden for global franchisevirksomhed.
– BoConcepts franchisetagere har opnået succes og stor kundetilfredshed i flere lande verden over. BoConcept har en tilstrækkelig størrelse, hvilket skaber et solidt grundlag for yderligere udvikling og vækst på et internationalt plan, skriver dommerne i deres bedømmelse.
Det er ikke første gang, BoConcept indkasserer en fornem pris. Virksomheden har også modtaget flere designpriser, bl.a. The Red Dot Award og The Good Design Award, og tilbage i 2007 vandt BoConcept den danske pris ”Årets Franchisekæde”, kun et år efter sin indtræden i franchise-verdenen.