10 grunde til at startups inden for e-handel mislykkes

Stor undersøgelse blandt ejere af mislykkede startups

Lad os starte med at aflive myten om, at 90 procent af alle startups må lukke ned inden for de første 4 måneder.

Annonce

Statistikker fra Europa-Kommissionen viser, at rundt regnet fire ud af fem startups i EU stadig eksisterer efter det første år. Men hvad går der galt for den sidste femtedel, siden de ender med at dreje nøglen om, inden det første år er gået?

Ifølge ecommercenews.eu gennemførte det digitale marketingbureau Marketingsignals en undersøgelse blandt 1.253 ejere af mislykkede startups i Storbritannien og analyserede resultaterne for at finde frem til de mest almindelige årsager til, at e-handels-startups må kaste håndklædet i ringen.

Resultatet af undersøgelsen var denne top-10:

  1. Dårlig online markedsføring (37%)
  2. Manglende synlighed i søgemaskinerne (35%)
  3. Lille eller intet marked for deres produkter eller tjenester (35%)
  4. Løbet tør for penge (32%)
  5. Spørgsmål om pris og omkostninger (29%)
  6. Blev udkonkurreret (23%)
  7. Detailgiganter, der dominerer markedet (19%)
  8. Manglende kundeservice (16%)
  9. Dårligt team/medarbejdere (14%)
  10. Dårlig timing af produkt(er) (11%)

Nogle af de 10 grunde lugter lidt af ansvarsfraskrivelse, men kan også sagtens skyldes manglende viden om, hvordan man driver en forretning. Én ting er dog sikkert (og denne her er for egen regning): Jo færre af grundene til ens startup-fiasko man tilskriver andre, jo mere har man at arbejde med, og jo flere chancer har man for at lykkes næste gang.

Startups i Danmark

Iværksætteri er populært i Danmark, men ifølge ovennævnte EU-statistikker er Danmark et af de lande, hvor startups har sværest ved at holde skindet på næsen. De eneste EU-lande, der klarer sig dårligere end Danmark, er Portugal og Litauen.

Kun 75 procent af alle danske startups overlever deres første år. Efter tre år er over halvdelen lukket ned, og efter fem år er der kun lige godt en tredjedel tilbage. Det er en ringe trøst, at portugiserne er næsten helt nede på en fjerdedel efter fem år.

I den modsatte ende af skalaen finder vi Sverige, Holland og Belgien, som alle kan prale af, at over 90 procent af deres startups klarer sig gennem det første år, og at over halvdelen stadig eksisterer efter fem år. Måske skulle man kigge dem lidt over skulderen?

Annonce