Finland – et oplagt eksportmarked for din webshop

Med en årlig vækst på 13 procent og en relativt lav konkurrence er det finske online-marked ikke til at komme uden om.

Norden er hot. Mange danske e-handels-virksomheder udvider forretningen med webshops i Norge og Sverige i disse år. Men hvorfor ikke også det gå ind i det fjerde nordiske land, Finland?

Ud over at være saunaens, Mumitroldenes og saltlakridsens hjemland er Finland også landet, hvor Nokia, Angry Birds, Linux og Erwise, verdens første grafiske webbrowser, blev skabt. Desuden ligger Finland – lige som Danmark – i den europæiske top hvad angår digitalisering.

Annonce

Der bor cirka lige så mange mennesker i Finland som i Danmark. Den beskedne befolkningsstørrelse og det faktum, at næsten ingen (ud over finnerne selv, naturligvis) forstår bare en brøkdel af det finske sprog, gør ikke just Finland til en magnet for udenlandske webshops.

Selv om svenskundervisning har været obligatorisk for finske skolebørn indtil 2017, kommer man ikke langt med en svensksproget webshop i Finland. Den vil stort set kun appellere til de fem procent af den finske befolkning, der har svensk som modersmål. Vil man ind på det finske e-handels-marked, må man indstille sig på, at al kommunikation skal foregå på finsk. Til gengæld får man adgang til et voksende online-marked med relativt lav konkurrence.

Det finske online-forbrug

Trods landets høje digitaliseringsgrad er finnernes online-forbrug endnu ikke oppe i samme gear som danskernes. I PostNords seneste halvårsrapport om den nordiske e-handel svarede 50 procent af de adspurgte finner, at de har handlet på nettet inden for den seneste måned. For danskernes vedkommende ligger dette tal på 60 procent, og vores forbrug er da også en pæn sjat større end finnernes. Ifølge DIBS’ rapport Nordic e-commerce 2019 handler vi danskere på nettet for gennemsnitligt 2.057 kroner om måneden. Til sammenligning bruger finnerne kun 1.562 kroner i gennemsnit, dvs. 24 procent mindre end danskerne.

Men måske er finnerne i gang med at indhente os. Mens den danske online-omsætning ”kun” steg med fem procent fra 2018 til 2019, steg den finske ditto med hele 13 procent. Skulle denne udvikling fortsætte, vil Danmark og Finland ligge på samme niveau om 4-5 år.

Stigningen i det finske online-forbrug er ret jævnt fordelt på de forskellige produktkategorier. Dog gør dagligvare-kategorien sig særligt bemærket med en stigning på 52 procent i forhold til 2018.

Konkurrenterne

Halvdelen af de ti bedst sælgende webshops på det finske marked er finske. Forbrugernes absolutte yndlings-webshop er verkkokauppa.com, en finsk shop, som hovedsageligt sælger elektronik. Ifølge statista.com omsatte verkkokauppa.com i 2018 for næsten tre gange så meget som sin nærmeste konkurrent, gigantti.fi (Elgiganten).

Finnerne lægger flere af deres penge i udenlandske webshops end os danskere. Ifølge ovennævnte rapport fra PostNord har 35 procent af dem, der har handlet på nettet den seneste måned, lagt penge i en udenlandsk webshop. Det er dog et fald på fem procentpoint i forhold til 2018, og PostNord peger på, at væksten i finske e-handels-satsninger mindsker finske forbrugeres behov for at handle udenlands.

Markedspladser som Amazon, eBay og Wish spiller indtil videre ingen større rolle i finsk e-handel, blandt andet fordi ingen af dem er oversat til finsk.

Annonce

Logistikken

Finland er næsten otte gange så stort som Danmark. Det betyder længere leveringstider, hvilket heldigvis ikke er et problem i forhold til de finske forbrugere, som er i besiddelse af en god portion tålmodighed. Du bør dog være opmærksom på, at forsinkelser i leveringen kan forvandle din finske kundes tålmodighed til en stor modvilje mod nogensinde at handle i din webshop igen. Pas derfor på med for optimistiske leveringstider.

De største fragtfirmaer inden for B2C i Finland er Posti (det finske postvæsen) og Matkahuolto. Posti er størst og dækker landet bedst, men hyppige forsinkelser har givet Posti et dårligt ry.

Den fortrukne leveringsform i Finland er levering til pakkeshop/udleveringssted, nøjagtig som i Danmark. Ifølge PostNord-rapporten valgte hele 52 procent af finnerne denne leveringsform, sidst de handlede på nettet. De er også glade for pakkeboksen, som 12 procent valgte i forbindelse med deres seneste køb på nettet.

Indtil 2014 var det lovpligtigt for webshops i Finland at tilbyde gratis retur til deres kunder. Selv om der ikke længere er noget krav om dette, forventer finske forbrugere stadig til en vis grad at de kan returnere deres varer gratis. Hvis du ikke ønsker at tilbyde denne mulighed, bør du gøre tydeligt opmærksom på dette for at undgå skuffede og utilfredse kunder.

Da Finland er medlem af EU, gælder de samme regler for e-handel som i Danmark. En enkelt (men vigtig) undtagelse er reklamationsrettens varighed for længerevarende forbrugsgoder. Her har finnerne fire år, altså dobbelt så lang tid som vi har i Danmark.

Betaling

Finnernes betalingspræferencer er noget anderledes end både danskernes, nordmændenes og svenskernes. Ifølge ovennævnte rapport fra DIBS er bankoverførsel finnernes favorit, og denne betalingsform foretrækkes af 38 procent af de finske forbrugere. Betaling via bankoverførsel er ikke så omstændeligt i Danmark. I finske webshops er login og godkendelse i kundens netbank nemlig en integreret del af betalingsprocessen.

Betalingskortet, som er de øvrige nordiske landes klare favorit, foretrækkes kun af 25 procent af finnerne og ligger dermed på andenpladsen. Mange finner er skeptiske over for at indtaste kortoplysninger og kan nemt finde på at droppe et køb, hvis kort er den eneste betalingsmulighed, så det er vigtigt at tilbyde andre betalingsformer end kort.

Også PayPal og fakturabetaling er udbredte i Finland. 15 procent foretrækker at betale med PayPal, mens 14 procent foretrækker faktura – en betalingsform, som anvendes i meget begrænset omfang herhjemme.

Mobilbetaling har endnu ingen større andel i det finske online-betalingsmarked, men noget kunne tyde på, at de mobile betalingsformer begynder at vinde frem i Finland. Af rapporten fra DIBS fremgår det blandt andet, at otte procent af finnerne har betalt for et online-køb med MobilePay i 2019. Det er en fordobling i forhold til 2018.

Mens MobilePay på det nærmeste har monopolstatus i Danmark, er der lidt mere konkurrence i Finland, hvor man ud over Apple Pay og Google Pay kan vælge mellem de finske mobilbetalings-apps Siirtoog Pivo. MobilePay, som har været tilgængelig i Finland siden 2013, er dog indtil videre finnernes foretrukne mobilbetalingsapp.

Andre artikler i samme serie: