Coronavirus fremskynder onlinesatsning hos stor kæde

Egne lastbiler skal køre ud til kunderne.

Plantorama har, som følge af den aktuelle krise, valgt at fremrykke konceptet “Klik & Få leveret.”

Oprindeligt var planen, at kunderne kunne vælge hjemmelevering fra 2021, men udbruddet af COVID-19 har fået virksomheden til at fremskynde processen.

Annonce

Det skriver Plantorama i en pressemeddelelse.

Af sikkerhedsmæssige årsager kommer kunderne i øjeblikket væsentligt mindre ud i deres lokale havecenter end de plejer, men der er ingen tvivl om, at behovet for at komme i haven af lige så stort – hvis ikke større – end normalt. Det behov vil vi gerne imødekomme med vores nye tiltag, og samtidig gør vi præcis, hvad statsministeren opfordrer til – vi går online, siger Peter Vang Christensen, der er administrerende direktør i Plantorama.

Det har hele tiden været muligt for kunderne at bestille varer online og efterfølgende hente dem på parkeringspladsen ved en af kædens butikker.

Med det nye koncept oveni, håber Plantorama at holde så meget gang i salget, at alle 650 ansatte kan beholde deres arbejde, selvom krisen kradser.

Når kunderne benytter sig af Klik & Få Leveret, kan de forvente pakning af ordre samt levering af medarbejdere fra den lokale Plantorama.

Alle havecentre har nemlig to lastbiler til rådighed, som bliver brugt til at køre pakker ude til kunderne.

For at give vores kunder den bedste service har vi besluttet, at organisere vores egen distribution, så det er lokale folk fra nærmeste havecenter, der kommer med varerne. Derfor har vi indtil videre købt 11 og lejet 11 lastbiler, så der er to biler, der kører ud fra hvert af vores 11 havecentre. Ved at bruge vores egne folk sikrer vi, at service og kvalitet lever op til vores standarder, og alle medarbejdere er naturligvis instrueret i at levere varerne med god afstand til kunderne – vi behøver ikke have nogen fysisk kontakt overhovedet, afrunder Peter Vang Christensen.

Annonce