Amazon udruller program for anti-forfalskning i Europa

”Brands, der er registreret i Project Zero, oplever de bedste resultater”

Amazon sætter sejl med nye initiativer og har netop udvidet sit anti-forfalskningsprogram ”Project Zero” til Europa.

Annonce

Med dette initiativ, der lanceres i Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og UK, ønsker e-handelsgiganten at bringe antallet af forfalskninger på sin platform væsentligt ned – faktisk helt ned til nul.

I marts i år lancerede Amazon "Project Zero"-programmet i USA, hvor 3.000 brands allerede har registreret sig.

Ved at kombinere teknologi, maskinelæring og innovation med "den sofistikerede viden, som forskellige brands har om deres egen intellektuelle ejendom", ønsker Amazon at slippe af med falske produkter på sin platform.


Tre værktøjer

For at sikre, at kunder får autentiske varer, når de handler hos Amazon, bruger e-handelsvirksomheden tre værktøjer.

Det første er automatiseret beskyttelse, der proaktivt og kontinuerligt scanner onlinebutikken efter mistænkelige produkter.

Siden lanceringen i marts har dette værktøj sat en stopper for over 65 millioner falske produkter, før nogle af Amazons kunder lagde mærke til dem.

Det andet værktøj er et selvbetjeningsværktøj, som de registrerede virksomheder kan bruge til at fjerne forfalskning på egen hånd. Disse handlinger forbedrer også den automatiske beskyttelse.

- For enhver mistænkt forfalskning, som et brand fjerner fra vores platform, blokerer eller fjerner Amazon proaktivt mere end 500 suspekte produkter, forklarer virksomheden.

Annonce

En kombination er bedst

Det tredje værktøj er produkt-serialisering. En unik kode, som brands anvender i deres produktionsproces.

Dette gør det muligt for Amazon at scanne og bekræfte autenciteten af ​​hvert enkelt køb.

-Selvom produktserialisering er valgfrit, oplever brands, der er registreret i Project Zero, de bedste resultater. Kombinationen af ​​automatiseret beskyttelse og serialisering har medvirket til, at man ikke oplever forfalskninger – overhovedet, forklarer Amazon.