Bedre nætter: 30 ansatte og et trecifret millionbeløb

”Vi prakker ikke kunderne noget på”

For seks år siden fik Jonas Byskov 24 12-taller på eksamensbeviset og et gennemsnit på 12,3 fra HHX i Silkeborg.

Annonce

Et snit, som ville have givet ham adgang til alle uddannelser i landet, men iværksætterblodet brændte, og i stedet for stiftede han webshoppen ”Bedre Nætter” sammen med sin bror, Martin, og en god ven.

- Jeg har hele tiden vidst, at jeg ville have min egen virksomhed. Derfor gav det også rigtig god mening bare at gå i gang med det samme i stedet for at tage en lang uddannelse for at ende med at lave det, jeg gør nu, siger Jonas Byskov i en pressemeddelelse.

Der gik ikke lang tid før Bedre Nætter, der sælger senge online, havde omsat for den første million. I dag har den unge iværksætter mere end 30 ansatte, omsætter for et trecifret millionbeløb om året, og Bedre Nætter er den største online sengeforretning i Skandinavien.

Ehandel.dk har talt med partner hos Bedre Nætter, Martin Byskov, som også er stolt af forretningen.

Bedre Nætter har set en mulighed for at gentænke og modernisere sengebranchen, som ifølge Martin Byskov var meget traditionel, da de oprindelig startede. Men visionen er helt klar:

- Vi sælger bedre nætter. Vores fornemste opgave er at få folk til at sove bedre. Der er mange spillere på markedet, der sælger senge, men der er ikke mange, der sælger god søvn. Vi har vendt det hele på hovedet: Det giver, i vores optik, ikke særlig meget mening at prøve en seng i en butik i 2 minutter – hvordan ved man, om det er sagen? Så vi lader vores kunder få sengene hjem i soveværelset, og så kan de prøve dem i 100 dage, og hvis de ikke tilfredse, kommer vi og henter dem igen, fortæller Martin Byskov til Ehandel.dk.

Men hvordan når man en trecifret millionomsætning?

- Det gør man ved at gøre folk glade. Der er selvfølgelig forskellige opskrifter, men vores fokus er altid kunderne, og at de sover godt. Det er egentlig ret simpelt, siger Martin Byskov.

Annonce

Bedre Nætter ansætter ikke sælgere, de ansætter søvnspecialister, som Martin Byskov kalder det.

- Det handler ikke om at få volumen igennem. Det er vores job at hjælpe med at finde dét, der gør, at vores kunder sover godt. Vores kunder bliver ikke prakket noget på, og det er sælgere typisk rigtig gode til, siger han.

Der er selvfølgelig altid plads til udvikling, og derfor har Bedre Nætter også et konstant fokus på at forbedre sig. Og der er vel mange muligheder for fornyelse, når teknologien halser afsted?

- Altså, vi opfinder ikke den dybe tallerken, men vi kører efter den opskrift, som har virket indtil videre. Derfor er e-handelsdelen relativt traditionel. Ikke noget hokus pokus, fortæller Martin Byskov.

Inden for de næste par år er målet, at Bedre Nætter skal vækste med 40 procent hvert år – det er barren på de eksisterende markeder. Men hvad med udvidelse?

- Vi vil gerne koble flere markeder på. Vi åbner eksempelvis i Finland i løbet af efteråret, og så tager vi måske til Tyskland. Det finder vi ud af tids nok, afrunder partneren.