Dårlig oversættelse kan koste din webshop dyrt

Sådan undgår du at smide penge ud ad vinduet

Det er vist ikke længere nogen hemmelighed, at sproget i en webshop har stor betydning for salget. En webshop med velskrevne tekster på kundens modersmål signalerer troværdighed og imødekommenhed og øger dermed chancen for et salg.



På den anden side kan dårlige formuleringer, stavefejl og kommafejl gøre en potentiel kunde mistroisk. For når sproget er sjusket, hvad bliver der så ellers sjusket (eller fusket) med?

Her får du 3 tips til at minimere udgifterne til oversættelse og undgå, at de løber løbsk.

1. Oversættelsesværktøjer: for og imod

Hvis din webshop har en oversætter ansat, kan det være en fordel at investere i et CAT-værktøj (CAT = Computer Assisted Translation). Med sådan et program kan man gemme og genbruge formuleringer og på den måde spare tid i oversættelsesarbejdet og samtidig sikre konsistens.

– Hagen ved at bruge et oversættelsesværktøj er, at de forslag, du får til en oversættelse, kun er det, du selv har lagt ind i programmet. Hvis din oversætter ikke staver helt rigtigt og måske ikke helt bruger de rigtige termer, så lægges der fejl ind i programmet. Så bliver det lige pludselig en ond cirkel. Alt det dårlige bliver bare akkumuleret. Lige meget om man vælger at bruge CAT eller ej, så er det alfa og omega, at man sikrer sig, at den oversætter man bruger er dygtig, siger Anni Bønløkke Bertelsen, key account manager hos oversættelsesbureauet Lingtech.

2. Dyrt og tidskrævende at reparere dårlige oversættelser

En del webshops, der har forsøgt sig med en kombination af Google Translate og et halvhjertet forsøg på korrekturlæsning, har måttet erkende, at resultatet var så godt som værdiløst.

Andre har bare været så uheldige at løbe ind i en oversætter eller et oversættelsesbureau, der har lovet mere, end de kunne holde.

– Vi har fået forespørgsler, hvor folk har fået noget oversat – eller selv har gjort det – og bagefter fundet ud af, at det ikke var godt nok. Så bliver vi bedt om at læse korrektur. Det kan vi godt finde på at sige nej til, hvis udgangspunktet er helt slemt. Vi vil gerne lave en ny oversættelse, men det kan simpelthen ikke betale sig at læse korrektur på en dårlig tekst – hverken økonomisk eller kvalitetsmæssigt. Det ender med at blive dyrere end at lave en ny oversættelse, siger Anni Bønløkke Bertelsen.

Til syvende og sidst kan den billigste løsning altså meget let gå hen og blive den dyreste.

3. Shit in – shit out

Dårlig tekstkvalitet forsvinder ikke ved oversættelse. Sender man en dårlig tekst til en oversætter, kan man ikke forvente en god oversættelse.

– Hvis vi får en kildetekst, som er helt uforståelig, så vil vi ikke oversætte den, som den er. I stedet vil vi tilbyde at læse dansk korrektur og tage en snak med kunden om uklarheder i teksten, så vi er sikre på, at kildeteksten er forståelig, inden den bliver sendt til oversættelse, afrunder Anni Bønløkke Bertelsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest