Dansk e-handelsekspert lancerer akademi: “Skal øge salget”

Testviden fra mange internationale virksomheder.

Midt i en krisetid, hvor fysiske kurser og konferencer er pauseret, lancerer den danske e-handelsekspert Benjamin Gundgaard et internationalt online akademi.

Formålet er at hjælpe virksomheder med at øge salget i deres netbutikker.

Annonce

Jeg har stiftet CustomerSense Academy baseret på et stort ønske om at hjælpe virksomheder til selv at kunne øge deres omsætning og hermed forankre en viden om e-handel på et højt niveau internt i virksomheden. For at kunne gøre dette, har jeg investeret over 500.000 kroner i internationale tests og analyser, som sikrer, at den viden akademiet er baseret på er faktuel og repræsentativ på tværs af branchens mange forskellige industrier. Det betyder, at kursusdeltagerne trin-for-trin kan gå fra at have en gennemsnitlig indsigt i og erfaring med e-handel, til at blive en ekspert der selv kan løfte salget til et højt internationalt niveau. Set ud fra en rådgivningsvinkel betyder dette også, at mit samarbejde med dem som har gennemført mine kurser starter baseret på et stærkt fælles fundament, hvilket gør samarbejdet effektivt og målrettet, siger Benjamin Gundgaard til Ehandel.dk.

CustomerSense Academy er helt konkret baseret på over 200 tests af store internationale webshops, herunder bl.a. Amazon, eBay, Zalando, ASOS, mv. I disse test har Benjamin Gundgaard analyseret på, præcis hvor kunderne er gået i stå i købsrejsen, men også hvad der har fungeret godt.

Igennem de sidste 15 år har Benjamin Gundgaard hjulpet sine kunder, fx Matas, med at øge deres online omsætning med 50 procent. Derudover Coop med 50 procent, Santander med 120 procent og DER  med 30 procent.

På baggund af erfaringer fra disse kunder, og med testviden fra de mange internationale virksomheder, har han udviklet best practice-skabeloner og guidelines.

Denne viden er rygraden i CustomerSense Academy.

Akademiet giver konkrete skabeloner og praktiske instrukser til, hvordan man optimerer alt i sin netbutik, lige fra bannere, til navigation, købeflow, hjælp og meget andet. Dette gør det til en rigtig god investering, siger Thomas Snitker, Senior Research Manager fra LEGO.