Dansk marketingbureau står klar til at tage imod Amazon

Ny Amazon-enhed på markedet.

Det er længe kendt, at Amazon forventes at komme bragende ind i Danmark.

Annonce

Så nu åbner et dansk bureau, i samarbejde med et tysk, en ny enhed, der udelukkende har til formål at beskæftige sig med markedsføring på Amazon.

- Det er blot et spørgsmål om tid, før Amazon åbner i Danmark, og hvis det får bare tilnærmelsesvis lige så stor betydning for nethandlen herhjemme som i fx Tyskland, så bliver Amazon Marketing snart yderst relevant for de fleste virksomheder og brands, siger Lasse Loftin Rasmussen, CEO for QuantAds, til Dansk Markedsføring.

Det tyske Amazon Marketing-bureau har kun været på markedet i to år, og har allerede over 100 specialister ansat i den relativt nye marketing-disciplin.

- Vi har ansat den første medarbejder, og målet er – når Amazon åbner – hurtigt at runde 20 ansatte i den danske enhed, siger Lasse Loftin Rasmussen.

I spørgsmålet om at være for tidligt ude, nu hvor Amazon ikke har åbnet i Danmark endnu, udtaler direktøren:

- Marktingprofessionelle vil gerne være på forkant for at høste fordelene ved nye udviklinger. Vi holdt i sidste uge et arrangement om Amazon Marketing, hvor over 60 marketing- og eCommerce-specialister deltog.

Amazon omskriver den digitale markedsføring

CEO'en mener dog ikke, at Amazons penetration i Danmark vil få helt den samme betydning som fx syd for grænsen, da det danske marked er mere modent på det digitale marketingområde.

- Men erobrer Amazon ”kun” 10-15 pct. af den danske e-handel, så er det også værd at beskæftige sig med. Dertil kommer, at Amazons entré i Danmark vil øge kvaliteten af de data, som marketingprofessionelle har at arbejde med massivt. Det stiller nye krav til marketing og bureauer, fordi deres adspend konstant vil blive målt og vejet benhårdt. Det skaber nye muligheder for de dygtige og livstruende trusler for de, der hænger fast i ”nutidens” tilgang til onlinemarketing, afrunder Lasse Loftin Rasmussen.

Annonce


Kilde:
Dansk Markedsføring

Foto: Shutterstock