Interview: ”Det bliver først rigtig vildt, når børnene er lagt i seng”

88 procent mere end sidste år.

Klokken 10.00 i formiddags havde Sinful modtaget 1.500 ordrer, så de er godt på vej mod målet, der er sat til 6.400 ordrer.

Vores branche er jo lidt anderledes - folk sidder ikke nødvendigvis på kontoret og shopper de frække julegaver. Vi ved derfor af erfaring, at det først bliver rigtig vildt i aften, specielt efter børnene er lagt i seng, indleder Søren Sieg Jensen, Head of e-commerce and campaings hos Sinful, til Ehandel.dk.

Annonce

Der er blevet knoklet igennem på lageret i går aftes. Og selvom der var travlt, nåede medarbejderne hos Sinful at få pakket alle ordrer inden deadline.

Alle ordrer bestilt inden 22.00 med PostNord som leveringsmetode, blev sendt afsted i går aftes, så kunderne modtager ordren allerede i dag.

Der er også kaldt fuldt beredskab ind på lageret for at kunne følge med.

Bemandingen er nøje planlagt, og rollerne er fordelt, så det hele bare glider, som det skal på lageret. Det er så fedt at se, at selvom der er travlt med mange ordrer, så spiller hele set-uppet, og vi kan få ordrerne behandlet og pakket som normalt. Vi har opdaget, at vi - selv på Black Friday -  kan holde vores høje service overfor kunderne, siger Søren Sieg Jensen.

Medarbejderne i IT har også knoklet den seneste tid med både opdateringer og optimering af websitet, som kan bære, at der potentielt kommer 3.000 online på samme tid.

I indkøb er der blevet brugt meget tid på at finde de helt rette tilbud, og få bestilt en masse produkter hjem, så vi har produkter nok på hylderne. Hele marketing har lagt en plan for salget på alle kanaler, og der er blevet lagt masser af grafik, landingssider og e-mails klar. Hele planen er beskrevet i vores drejebog, så vi time for time kan følge planen.


Vi regner med at melde udsolgt

Black Friday er først og fremmest en festdag. Selvom der er travlhed, og der kommer mange ordrer ind, som skal findes og pakkes, så er der også tid til hygge.

Morgenen hos Sinful startede således med rundstykker og uddeling af nissehuer - og en introduktion til, hvad der skulle ske i løbet af dagen.

Annonce

Senere i eftermiddag står den på æbleskiver og det store juletræ på kontoret bliver pyntet.

Vi er mange, der bliver hængende hele aftenen for at følge med i salget - og hygger med pizza, slik og sodavand. Der er også arrangeret sjove konkurrencer i løbet af dagen, hvor vi internt skal gætte tal for dagen.

På Sinful-kontoret er der høje forventninger til dagen, og man regner med en fremgang på 45 procent, sammenlignet med Black Friday sidste år. Det ser rigtig spændende ud med Black Friday i år, mener Søren Sieg Jensen.

Vi tyvstartede Black Friday i går klokken 16.00, og det gjorde vi også sidste år. Da vi ramte midnat, havde vi omsat for 88 procent mere end i 2018.

Det er også et heldigt sammentræf for Sinful, at deres julekalender er kommet på markedet så tæt på Black Friday. Og inden dagen er omme er der forhåbentlig ikke flere tilbage.

Det bliver en fræk december i de skandinaviske hjem, nu hvor vi kan melde udsolgt af kalenderen lige om lidt, afrunder Søren Sieg Jensen.

Hele Sinfuls Black Friday-kampagne kører på alle deres fire markeder.