”Det er afgørende, at vi får forbruget af ny plastik bragt ned”

Salling Group søsætter 10 nye bæredygtige principper

Her til morgen har vi, hos Ehandel.dk, publiceret en artikel, hvor Amazon møder stærk kritik for at benytte plastemballage til nogle af sine pakker, som ikke kan genanvendes.

Annonce

.. Og det er naturligvis mere og mere kendt nu, at uhensigtsmæssig indpakning kan skabe miljømæssige udfordringer, hvis den ender i naturen eller ikke er fremstillet i materialer, der kan bruges igen og igen.

I den forbindelse har Salling Group lagt sig i selen til en mere bæredygtig fremtid.

Koncernen lancerer nu en ny emballagestrategi og en række plastikprincipper, så mad- og dagligvarer i føtex, Netto og Bilka fremover pakkes ind i emballage, der er designet til cirkulær genanvendelse.

– Emballage, også den af plastik, har en række gode egenskaber, som blandt andet sikrer holdbarhed og begrænser madspild. Men samtidig er det afgørende, at vi får forbruget af ny plastik bragt ned. Her ønsker vi at tage ansvar og gå forrest i udviklingen af nye, bæredygtige løsninger, siger Executive Vice President Michael Løve, ansvarlig for Salling Groups samlede plastikindsats, i en pressemeddelelse.

Målet er, at al Salling Group-emballage på egne varemærker skal være 100 procent genanvendelig inden 2023, at plastikmængden på samme varer skal nedbringes med 30 procent, og at plast brugt til transport skal være genbrugt eller genanvendt inden 2020.

Samlet set vil Salling Group udskifte emballagen på mere end 5.000 forskellige varer som en del af indsatsen.


Kræver en fælles indsats

Plastikproblematikken er ikke begrænset til ét sted eller én aktør.

Derfor lægger Salling Group hele strategien og samtlige principper åbent frem og inviterer alle producenter, dagligvarekæder, NGO’er og aktører til at bidrage til bedre brug af plastik.

Annonce

Salling Group vil også indlede en dialog med dagligvarekædens leverandører, så resultaterne kan række videre end egne butikker.

– Som landets største dagligvarekoncern kan vi gøre en stor forskel. Men skal vi lykkedes, kræver det, at vi samarbejder på tværs og får standarder, som vi kan være fælles om. Vi har i samråd med eksperter udarbejdet de ambitiøse principper, vi vil indføre på tværs af alle vores butikker, og nu ¬deler vi strategi, ambitioner og de overvejelser, vi har gjort os, så vi i fællesskab kan medvirke til, at vi får mere bæredygtige og bedre materialer i hele branchen, fortæller Michael Løve.


Plastik-Principperne

#1 Vi fjerner og reducerer emballage, hvor det er muligt
#2 Vi anvender mono-materialer eller kompatible plastiktyper
#3 Vi anvender PET, når det er relevant og muligt (fx fødevarer) I alle andre sammenhænge anvender vi PP eller PE
#4 Vi anvender emballage, hvor alle komponenter let kan skilles ad
#5 Vi printer direkte på emballagen eller bruger plastiklabels.
#6 Vi anvender genbrugsmateriale, hvor det er muligt
#7 Vi anvender klar plast, hvor det er muligt – så længe det ikke påvirker holdbarheden
#8 Vi angiver tydeligt, hvordan emballagerne skal skilles ad og sorteres som affald
#9 Vi fortsætter med at anvende emballage af glas, papir og aluminium, da her allerede findes effektive systemer til genanvendelse
#10 Vi anvender ikke bionedbrydelig eller bio-baseret plastik, da vi ikke mener, at fødevarer skal bruges til emballage.