Det er GAFA-skattens skyld!

Amazon hæver gebyret for sælgere  

I onsdags, den 21. august 2019, opfordrede den franske præsident, Emmanuel Macron, hele Trump-administrationen til at hjælpe med at reformere de globale selskabsskatter.

Annonce

Macron havde til formål at søge fælles grund med Trump og andre G7-ledere på et topmøde i Biarritz i weekenden.

Det skrev Reuters.

Og nu, efter at Frankrig har godkendt en ny, digital skat på amerikanske tech-giganter, har Amazon reageret ved at videregive omkostningerne til franske Amazon-sælgere.

Markedspladsen hæver således gebyret for sælgere med 3 procent for tusinder af små og mellemstore virksomheder i Frankrig.

Årsagen til, at den franske regering introducerede den digitale skat er for at kunne ”udligne” spillereglerne mellem store teknologiselskaber som Amazon, Google og Facebook samt små og mellemstore virksomheder.

Men nu ser det ud til, at de små Amazon-sælgere er såret af denne beslutning.


”Vi havde ikke noget valg”

Den amerikanske præsident, Donald Trump har allerede udtalt, at skatten – uretfærdigt – sigter på amerikanske virksomheder, men ifølge CNBC advarede økonomer også om, at skatteforanstaltningen i sidste ende ville resultere i højere priser for forbrugerne.

Peter Hiltz, direktør for international skattepolitik og planlægning hos Amazon, har kaldt den digitale skat skadelig og diskriminerende.

Annonce

- Det vil have negativ indflydelse på de hundredtusinder af små og mellemstore virksomheder, der bruger Amazons tjenester til at hjælpe med at nå ud til kunder i Frankrig.

Amazon har også meldt ud, at fordi skatten er rettet mod de markedstjenester, som de leverer til virksomheder, har de ikke haft andet valg end at give udgiften videre til deres salgspartnere.

- Vi anerkender, at det kan placere små virksomheder i en konkurrencemæssig ulempe overfor deres kolleger i andre lande.


Hvad er digital skat?

Store, europæiske regeringer er blevet ”provokeret” af deres manglende evne til at beskatte indkomsten hos multinationale tech-virksomheder, som de mener er inden for deres jurisdiktion.

Internetgiganter som Facebook, Google og Amazon er i øjeblikket i stand til at bogføre overskud i lande med lav skat, som eksempelvis Irland og Luxembourg, uanset hvor indtægterne stammer fra.

Macron har udtalt, at beskatning af større tech-virksomheder er et spørgsmål om social retfærdighed. Den franske leder har derfor presset hårdt på for en digital skat, med henblik på at ”beskytte” EU-medlemslandene, men er dog løbet på modstand fra både Irland, Sverige, Finland og Danmark.


Danmark siger nej - første udkast var ikke godt nok

EU bør gå forrest og indføre en digital skat, selvom resten af verden ikke vil følge med.

Sådan lød det fra konkurrencekommissær Margrethe Vestager, efter at en række lande - herunder Danmark, Sverige, Finland og Irland - i weekenden, den 6-7. april 2019, blokerede for et udkast til den såkaldte GAFA-skat.

Det skrev Finans.

- Vores verden bliver mere og mere digitaliseret, og det vil være et stort problem, hvis vi ikke finder en måde at øge (digitale) skatter på, udtalte konkurrencekommisær i EU Margrethe Vestager til den franske radiostation France Inter.

Det oprindelige forslag til den digitale skat kom på bordet i marts sidste år, og lød på, at virksomheder med en global omsætning på omkring 5,5 milliarder kroner, og en indtjening på 375 millioner kroner, skal betale 3 procent i skat inden for EU.

Men i jagten på en mere global løsning, og i tråd med arbejdet i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), satte Danmark altså bremserne i, sammen med en række andre lande.

Der er enighed om, at globale tech-virksomheder ikke må snige sig udenom og betale færre penge i skat end lokale virksomheder – der er bare ikke enighed om, hvordan det skal gøres…

Men det er selvfølgelig helt grundlæggende, at der florerer enighed blandt alle EU’s medlemslande, når det gælder skattelovgivning, da det kræver enstemmighed for vedtagelse.