Historisk stor kundetilgang for Zalando

Antallet af aktive kunder er 15 procent højere end sidste år

Den tyske modegigant Zalando har netop fremlagt sit regnskab for årets andet kvartal, og det ser ganske pænt ud.

Annonce

Mest imponerende er den store stigning i antallet af besøgende, som nåede helt op på 986 millioner – en stigning på 34,3 procent i forhold til samme periode sidste år. Vi skal helt tilbage til 2013 for at se en lignende vækstrate.

Også antallet af aktive kunder (kunder, der har købt inden for det seneste år) er steget markant. Med en tilvækst på 3,7 millioner har Zalando nu 28,3 millioner aktive kunder fordelt på 17 europæiske markeder.

– Flere kunder end nogensinde før har valgt Zalando til deres modeshopping. Dette beviser, at vores bestræbelser på at levere den absolut bedste købsoplevelse lønner sig, siger David Schröder, CFO hos Zalando.

Ordrerne har strømmet ind i andet kvartal, og med 36,1 millioner ordrer har Zalando sat ny rekord.

Rent økonomisk har stigningerne i antal besøgende, kunder og ordrer ført til en GMV (Gross Merchandise Volume) på 2,0 mia. euro, svarende til en stigning på 23,7 procent, og et driftsresultat på 101,7 mio. euro, hvilket svarer til en stigning på lige godt 8 procent.