I dag fejrer nethandlen 20 år

Det er blevet til mange millioner

Annonce

En buket blomster, som bliver købt over
nettet hos Interflora. 

Det lyder ikke usædvanligt, men det var
noget ganske særligt fredag den 9. april 1999.

Annonce

På denne dag købte Peter Max,
administrerende direktør for PBS - det senere Nets - en buket blomster med
daværende erhvervsminister Pia Gellerup som modtager.

Et kort fulgte med, hvor direktøren
takkede ministeren for en ændring af betalingsloven.

Blomsterne var det første køb med Dankort på nettet nogensinde, fortæller Nets i en pressemeddelelse. 

- I dag er det næsten umuligt at forestille sig en hverdag, hvor det ikke er muligt at bruge sit Dankort på nettet. Og det vidner i sig selv om, hvor stor en succes nethandel med Dankort har været siden blomsterbuketten i 1999, siger Jeppe Juul-Andersen, direktør i Nets med ansvar for Dankort.

Det var kun hver tredje danske familie, der havde adgang til nettet dengang. I dag er det, ifølge Danmarks statistik, 93 procent.


En 15.000-dobling

Udviklingen siden slutningen af det 20. århundrede har været massiv. I 1999 blev det til 87.668 transaktioner med Dankort over nettet. Tallet steg til 128,1 millioner i 2018.

Det er næsten en 1.500-dobling.

- Dankort har siden introduktionen som betalingsmiddel på nettet været med til at drive den udvikling, der har gjort Danmark til et af de mest digitale samfund i verden. Ikke mindst i forhold til nethandel, hvor vi har set en eksplosion, siden de første transaktioner med Dankort blev gennemført for 20 år siden, siger administrerende direktør Niels Ralund fra Foreningen for Dansk Internethandel

I 2018 udgjorde transaktioner online omkring 10 procent af alle transaktioner med Dankort. Samlet set var der 1,3 milliarder køb med Dankort på nettet samt i fysisk salg.

Fakta om Dankort på nettet

  • Den første transaktion med Dankort på nettet blev
    gennemført fredag den 9. april 1999. Samme dag åbnede 20 butikker for
    netbetaling med Dankort
  • Første år blev der gennemført 87.688 køb med
    Dankort, mens tallet alene for 2018 var 128,1 mio. - mere end de første 10
    år til sammen
  • I 2018 udgjorde køb på nettet cirka hvert tiende
    Dankort transaktion
  • Siden september 2018 har det været muligt at
    bruge Dankort app til at betale i flere netbutikker - Bauhaus var først
    til at understøtte appen

Kilde: Retailnews