Kendt møbelkæde anklaget for GDPR-svindel: ”En alvorlig sag”

Er sendt til Retten i Aarhus.

Møbelkæden Ilva A/S er blevet anklaget for at have opbevaret oplysninger om cirka 350.000 kunder. Det mener anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi.

Det er hermed en direkte overtrædelse af EU’s persondataforordning.

Annonce

Anklagemyndigheden anser dette som en både principiel og alvorlig sag. Der er tale om en prøvesag, der skal være med til at fastlægge en række principielle spørgsmål til fortolkningen af GDPR-lovgivningen, siger specialanklager fra Østjyllands Politi Jan Østergaard i en pressemeddelelse.

Tilbage i efteråret 2018 gennemførte Datatilsynet et tilsynsbesøg hos Ilva A/S, hvor sagen fik sin spæde start.

Ved besøget fandt Datatilsynet et gammelt it-system, som indeholdt navne og adresser, telefonnumre og e-mails på kunder samt oplysninger om deres købshistorik.

Ifølge Datatilsynet er det en situation, som ikke går i spænd med de nye GDPR-regler, der trådte i kraft maj 2018.

Sagen er sendt til Retten i Aarhus, men det er endnu ikke bestemt, hvornår den bliver bearbejdet.