Onlinehandel i vækst hos stor varehuskæde

Magasin har netop offentliggjort sit regnskab. Det viser, at onlineforretningen vokser.

I det nye regnskab fra varehuskæden Magasin fremgår det, at omsætningen er stabil til trods for et faldende driftsresultat. Mest opsigtvækkende er dog onlinehandlen, som fortsat vækster.

Annonce

Magasin.dk har næsten en halv million besøgende hver uge – det er en fremgang siden sidste år, hvor tallet lå på 90.000 pr. uge.

- Magasin.dk en blevet en ekstrem stærk platform, og vi kan se, at jo flere og bedre fysiske butikker vi har, jo bedre går det med onlinesalget. Derfor kan vores kunder se frem til, at vi fortsat vil investere en betydelig del af vores gode kræfter i at skabe endnu mere synergi mellem online og vores nu syv stormagasiner, siger Peter Fabricius, økonomidirektør hos Magasin, i en pressemeddelelse.

Den store varehuskæde holder en stabil omsætning på 2.821 mio. kr. i det netop afsluttede regnskabsår mod 2.822 mio. kr. i 2016/17.

Driftsresultat for Magasin ligger i år på 165 mio. kr. mod 172 mio. kr. i 2016/17

- Jeg er godt tilfreds med, at vi holder en stabil omsætning i et år, hvor vi har brugt ressourcer og manpower på at åbne et helt nyt Magasin i Aalborg og i et år, hvor konkurrencen både online og fysisk bestemt ikke er blevet mindre. Vi kan se, at vi har godt fat i især de yngre kunder, siger Peter Fabricius.

I det nye regnskabsår kommer der fokus på driften af de fysiske butikker, etablering i Sverige til foråret, og derudover skal den digitale del af forretningen igen have kærlighed, skriver Magasin i sin pressemeddelelse.

Magasin.dk lanceres i første omgang i Sverige og senere også i Norge.


Omsætning for Magasin

Annonce

Omsætning: 2.821 mio. kr. mod 2.822 mio. kr. i 2016/17

2015/16: 2.851 mio. kr.

2014/15: 2.764 mio. kr.

2013/14: 2.559 mio. kr.

 

Kilde: Dansk Handelsblad