Pakkecentralen svømmer i travlhed efter Black-Friday

En fordobling på antallet af leverancer.

På Post Nord Danmarks pakkecentral i Risskov er antallet af pakker udover det sædvanlige.

Annonce

Det er den dobbelte mængde af, hvad centralen plejer at omdele på en dag.

- Vi har rigtig travlt. Vi forventer, at vi skal bringe 28.000 pakker ud til vores kunder i Aarhus-området i dag, siger distributionschef for Post Nord Danmark i Aarhus, Thomas Lauritsen, til TV2 Østjylland.

Forud for dagen er der gået et par måneder med planlægning. Hos pakkecentralen mener man, at det usædvanlige pres på logistikken er et resultat af danskernes købelyst på Black Friday og henover weekenden.

- Det er helt fantastisk. Det er jo de næste fire uger, som er Post Nord Danmarks højtid. Jeg forventer, at der kommer 475.000 pakker igennem systemet. Vi har lejet 35 biler og været ude for at ansætte nogle folk, siger Thomas Lauritsen.

Ifølge Nets var Black Friday indtil videre dette års største handelsdag. Også selv om salget ikke slog 2017-rekorden.

Det knap så høje talt som sidste år betyder dog ikke nødvendigvis, at den danske forbrugere shopper mindre.

- Vores hovedtese er, at mange butikker i år har valgt at køre med Black Week eller Black Weekend, og det spreder jo købene lidt mere ud, så vi registrerer mindre på selve dagen, har pressemedarbejder hos Nets tidligere udtalt til TV2 Østjylland.

Foto: Pakkecentralen i Risskov, Aarhus

Annonce