Privathjem bliver de nye “posthuse”

Zalando og PostNord tester private afhentnings- og afleveringssteder i Danmark

Zalando, som er danskernes fortrukne modeplatform, har foretaget kundeundersøgelser, der viser, at fleksibilitet og tilgængelighed er særlig vigtigt for kunderne, hvorfor det giver mening at introducere flere og mere fleksible afhentnings- og afleveringssteder.

Annonce

Zalando og PostNord har i den forbindelse indgået et samarbejde om at afprøve en løsning for afhentnings- og afleveringssteder, der drives af privatpersoner.

Disse vil blive placeret i boligområder i Aarhus og København, og har til formål at tilbyde en mere belejlig shopping-oplevelse til Zalando-kunder i Danmark.

Netværket af private steder organiseres af Zalandos hollandske partner, Homerr, og Zalando er den første til at teste konceptet i Danmark.

De op til 50 servicesteder vil blive drevet af privatpersoner.

Men hvem kan hjælpe til?

Zalando har øje på både freelancere, hjemmegående forældre, selvstændige eller pensionister, der tilbringer meget tid hjemme i løbet af dagen, kan tilbyde deres hjem som afhentningssted.

Operatørerne tjener en mindre månedlig indtægt.

I løbet af bestillingsprocessen på www.zalando.dk vil kunderne kunne vælge deres foretrukne afhentningssted til levering eller aflevering af en returpakke.

Annonce

PostNord, som allerede er Zalandos logistik-partner i Norden, bidrager i testperioden på tre måneder ved at levere pakker til de nye servicesteder, IT-systemer og ved at stå for kommunikationen med Zalandos kunder - eksempelvis vil kunden modtage en SMS eller e-mail fra PostNord, når pakken er klar til afhentning.

Tjenesten skal supplere PostNords allerede eksisterende netværk af pakkebokse og omkring 1300 bemandede servicesteder.

Remko Bakker, Chef for Zalandos logistikplatform, siger i en pressemeddelelse:

-At teste nye løsninger er en del af Zalandos DNA. Vi innoverer og evaluerer hele tiden vores tjenester for at kunne tilbyde vores kunder mere fleksibilitet. At supplere det eksisterende netværk med private afhentnings- og afleveringssteder kan tilføje enorm værdi, og jeg ser det som en win-win-situation for både de private operatører og Zalandos kunder. Folk, som tilbringer tid derhjemme, kan hjælpe deres lokalsamfund ved at modtage pakkerne for deres naboer og til gengæld modtage en mindre kompensation.

David Hejgaard, Nordisk chef hos Zalando, er også begejstret for det nye samarbejde:

-Vores partnerskab med PostNord bygger på stor tillid og er meget veletableret. Vi er meget glade for at samarbejde med dem om dette innovative koncept i Danmark for at kunne tilbyde vores kunder en virkelig bekvem tjeneste i forhold til afhentning og returnering af deres pakker, afrunder han.

Foto: David Hejgaard