Stærk vækst i europæisk handel skaber vind i sejlene for danske netbutikker

”Danske webshops har mere end nogensinde udsigt til et spændende globalt marked”.

Det fremgår af den nye analyse: ”E-commerce in Europe 2018”, som er udarbejdet af Post Nord og beskriver adfærd og præferencer for e-handlerende forbrugere i 12 europæiske lande.

Annonce

Der er stærk vækst i europæisk nethandel. og i dag siger omkring 270 millioner europæere, at de regelmæssigt handler online. Parallelt med forbrugernes stigende onlineshopping-vaner, opstår en anden tendens: flere og flere mennesker køber varer uden for grænserne af deres eget land.

Ud af 268 mio. europæiske forbrugere, som har handlet på nettet det seneste år, har omkring tre ud af fire handlet i udenlandske netbutikker.

- Danskerne er blandt verdens mest digitale forbrugere, men vi ser, at udviklingen tager fart i hele Europa. Som forbrugere holder vi os ikke tilbage fra at handle i udlandet, hvis vores ønsker og forventninger ikke indfries i vores hjemland, for det er nemt og bekvemt, når det foregår online. Samtidig muliggør digitaliseringen, at internationale detailhandlere markedsfører sig på tværs af landegrænser, så vi som forbrugere i dag bliver præsenteret for købsmuligheder, der er lette at benytte sig af, selvom de kommer fra udlandet. Sidst, men ikke mindst, gør mediernes omtale af de store spillere som fx Amazon og Zalando, at vi bliver mere nysgerrige på onlinehandel på tværs af landegrænser, siger Jørgen Fischer, rådgiver i e-handel i PostNord i Danmark, til Ehandel.dk.

Kina forbliver det fortrukne land at handle hos – en trend, som for alvor tog fart i 2017, da forbrugerne begyndte at afsøge platforme som fx Wish og Ali Express efter billig elektronik, mobiler, tilbehør, sko og tøj. Det skriver analysen.

 

Danske netbutikker får et skub

Den rivende europæiske vækst giver også gode udsigter til de danske e-handlere:

- Danske webshops har mere end nogensinde udsigt til et spændende globalt marked. Handel på tværs af landegrænser stiger fortsat både i og udenfor Europa, og især Kina er populært for mange forbrugere. Men handlen går også den anden vej, og vi har gode erfaringer med at hjælpe danske netbutikker med logistikken på udenlandske markeder, udtaler Jørgen Fischer i en pressemeddelelse.

En anden udvikling er, at køb over mobiler og tablets viser støt vækst. Tidligere undersøgelser har vist en tydelig forskel i udbredelsen af at handle online på mobile enheder i de europæiske lande, men nu bliver denne brug mere udjævnet.

Annonce

I Europa er det nu i gennemsnit seks ud af ti forbrugere, der har brugt deres mobil eller tablet til e-handel.