Deleøkonomien slår rod i modeverdenen

Så populært at man må skrive sig på venteliste



Interessen for at købe brugte ting på nettet er stærkt stigende, ikke mindst når det gælder modetøj.

I forrige uge lancerede den amerikanske modevirksomhed Urban Outfitters sin online abonnementstjeneste, Nuuly, som ifølge det amerikanske livsstilsmagasin PureWow giver brugerne mulighed for at leje seks stykker tøj hver måned for 88 dollars (lige knap 600 kroner). Med i prisen er også gratis levering samt vask/rens og eventuel reparation, og når måneden er gået, kan man vælge, om man vil returnere tøjet eller købe det til nedsat pris.

Siden lanceringen er Nuuly nærmest druknet i tilmeldinger, og man har derfor måttet oprette en venteliste, som interesserede kan skrive sig på.

LÆS OGSÅ: Luksusbrands strømmer til WeChat

Den primære målgruppe for abonnementstjenesten er yngre fashionistas.

– Interessen for deleøkonomi-platforme og abonnementer er vokset i flere brancher. Tilsyneladende søger især millennials platforme, der giver nyhed, variation og bredde og samtidig understøtter bæredygtighed, siger Urban Outfitters til BBC.

En af de mere kendte virksomheder inden for mode-abonnementstjenester er Rent the Runway, som har eksisteret siden 2009. Prismæssigt lægger Nuuly sig lidt lavere end Rent the Runway, som tager 89 dollars for fire stykker tøj pr. måned.

David Hayne, CDO for Urban Outfitters, siger i et interview til The Wallstreet Journal, at han forventer, at Nuuly vil få 50.000 abonnenter og omsætte for 50 millioner dollars det første år.

I første omgang lanceres Nuuly på det amerikanske marked. Om og hvornår tjenesten kommer til Europa, forlyder der endnu ikke noget om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Pin It on Pinterest