Din SEO-guide til Amazon

Har du også hørt rygterne? Hvis du fører webshop, så har du garanteret, for det kan blive en mavepuster.

Hvis ikke du har gættet det endnu, så er det selvfølgelig Amazons indtog på de danske salgsmarker, vi snakker om.

Annonce

Amazon kommer nemlig til Danmark, og efter sigende sker dette senest i foråret 2019.

Rigtig mange danske webshops føler sig truet, og det er egentlig med god grund. Men i stedet for at lade sig tyrannisere af de store bøller i skolegården, hvorfor så ikke tage sagen i egen hånd?

Vil du have succes på Amazon? Så skal du have styr på Amazons algoritme og SEO

I stedet for at lade stå til og se toget køre forbi dig, hvorfor så ikke springe med på vognen og få en fed tur ud af det?

Hvis du er nysgerrig på, hvad det kan gøre for din virksomhed at sælge på Amazon, så er du landet det rigtige sted.

For hvis det skal blive en succeshistorie, skal du have styr på Amazons SEO. Og det er lige præcis det, vi giver dig mulighed for at få her.

LÆS OGSÅ: Amazon Go kommer et skridt nærmere Danmark

Indhold:

  1. Forstå Amazons algoritme: A9
  2. Amazons SEO: Søgeord, søgeord og atter søgeord
  3. Optimer din annonce: Sådan bruger du søgeord på Amazon
  4. Kundekontakt og kundeanmeldelser: Dine kunder er det vigtigste
  5. Opsummering: Hvad har vi lært om Amazon?

Hvis du gerne vil blive en succes på Amazon, så kræver det, at dine produkter bliver set - for selv hvis du sælger verdensfred til literpris, så nytter det ingenting, hvis dit produkt kommer til at rode rundt nede på side 20.

Det vil vi gerne hjælpe dig med at undgå.

Annonce

Læs med her, hvor du får hemmeligheden bag en god placering på Amazon.

Amazon er dog ikke nogen simpel affære, og dynamikken er en forholdsvis kompliceret en af slagsen, der kan tage pusten fra selv den mest kompetente SEO-haj. Vi har samlet de vigtigste pointer, som du har brug for at vide, her, og hvis du søger en mere dybdegående guide, finder du en komplet SEO-guide til Amazon her.

1. Forstå Amazons algoritme: A9

Først vil vi lige pointere, at der er stor forskel på Googles SEO og algoritme og Amazons tilsvarende. Så selv hvis du er en vaskeægte SEO-haj, når det kommer til Google, er det ikke ensbetydende med, at du også har styr på Amazon. De har nemlig deres helt egen algoritme.

Og for at kunne sælge på Amazon, er det alfa og omega, at du sætter sig ind i den, forstår den og ved, hvordan du sætter en annonce op, der spiller på alle de rigtige tangenter.

Amazon bruger en algoritme, som hedder A9. Den er i bund og grund ret simpel og kører efter en lige så simpel søgeordsmetode. Den adskiller sig dog en del fra Googles algoritme på flere forskellige punkter.

Og det er der en ret simpel årsag til: For hvor du går på Google for at researche, så går du til Amazon for at købe. Det ved Amazon godt, og det er derfor inkorporeret i deres algoritme.

Så hvad er det vigtigste at notere sig ved Amazons A9-algoritme?

At Amazon går op i deres købere, og at de først og fremmest går op i at sælge til de købere.

Og hvis der er en ting, som du skal tage med fra denne guide, så er det ovenstående: At køberne er det vigtigste for Amazon. Hav det i baghovedet, hver eneste gang du skal gøre noget via Amazon - så er du nemlig på rette vej.

Med det in mente er vi klar til at gå lidt mere i dybden med Amazons SEO.

2. Amazon SEO basics: Søgeord, søgeord og atter søgeord

Når man går ind på Amazon, er man som regel forberedt på at købe noget, og man søger som regel også noget specifikt. Og det gør man selvfølgelig også i søgefeltet - og det skal dine søgeord imødekomme.

Og her er det helt essentielt at forstå, at A9 ikke krediterer, at et søgeord optræder mange gange. Derimod er det variation i søgeord, der krediteres.

Så derfor skal du sørge for at bruge så mange forskellige søgeord som muligt i din tekst. Det øger dit produkts synlighed. Og det ultimative mål med din annonce er at:

  • Skabe synlighed
  • Skabe relevans
  • Konvertere dine besøgende til kunder

Det er i dine søgeord, guldet ligger. Så det er selvfølgelig også her, du skal starte - og det er også her, du skal lægge de fleste af dine kræfter.

Brug tid, energi og redskaber til at finde alle de relevante søgeord, der er i forbindelse med dit produkt. Det kommer til at betale sig i sidste ende.

Der findes flere forskellige digitale værktøjer, der kan hjælpe dig med at finde relevante søgeord, hvis du ikke føler dig rustet til selv at springe ud i det. Blandt andet Keywordtool og Sonar-tool er gode redskaber til at lave effektive søgeordsanalyser - og så er de begge specielt møntet på Amazon.

Når du så har dine søgeord på plads, er det alfa og omega, at du opstiller dem i den rigtige rækkefølge. Rækkefølgen af dine søgeord gør nemlig en forskel.

Når du stykker en annonce sammen på Amazon består den af:

  • Produktnavn (titel)
  • Punkter (punktform)
  • Produktbeskrivelse
  • Backend søgeord

Alle de her steder har du mulighed for at inkorporere dine søgeord. Du skal udfylde alle ovenstående i forbindelse med dit produkt, og de prioriteres i samme rækkefølge. Og ved du hvad? Det gør dine søgeord også. Så derfor er det essentielt, at du får lavet en prioriteret liste med alle relevante søgeord til det produkt, du gerne vil sælge.

3. Optimer din annonce: Sådan bruger du dine søgeord på Amazon

Hemmeligheden bag en god ranking på Amazon er valg og rækkefølge af søgeord, og det er altså med til at afgøre, hvor højt oppe på siderne dit produkt kommer til at ligge.

De vigtigste søgeord skal være i din titel.

Som ovenstående fik slået på plads, så skal de vigtigste søgeord placeres allerede i titlen - så sørg for at have en fyldig og grundig titel, så køberne ikke er i tvivl om dit produkt. Men undgå fyld. Det er hverken købere eller Amazon særligt glade for.

Du skal have de vigtigste søgeord i starten af din titel.

Det er både praktisk for kunden, fordi de hurtigere kan identificere dit produkt - og det får dit produkt til at fremstå mere relevant for A9.

|| Præsenter produktets highlights i punkterne - og få brugt søgeord fra din liste

Herefter har du mulighed for at gå videre med din søgeordsliste i punkterne, hvor du skal sørge for at skabe værdi for kunden.

Fortæl om produktets vigtigste egenskaber, highlights og features, og få brugt flere søgeord fra din liste.

Brug eksempelvis de første tre punkter til at sælge produktets vigtigste features, og brug det fjerde og femte punkt til at besvare ofte stillede spørgsmål om produktet, så du allerede på forhånd imødekommer de typiske indsigelser til produktet.

Punkterne skal enten give dine besøgende lyst til at trykke køb med det samme eller give dem appetit til mere, så de ruller ned og læser din produktbeskrivelse.

|| Produktbeskrivelsen - sådan bruger du den til din fordel

Produktbeskrivelsen er på Amazon ret nedprioriteret til fordel for skarp og præcis information i titlen og i punkterne. Men det betyder ikke, at du skal nedprioritere den - du skal derimod bruge produktbeskrivelsen til din fordel.

Produktbeskrivelsen er nemlig endnu en mulighed for, at du kan få brugt flere relevante søgeord fra din liste.

Sørg for at lave en skarp og godt skrevet produkttekst med et overbevisende call to action. Produktbeskrivelsen er din sidste chance for at konvertere besøgende til kunder, så sørg for at skrive en produktbeskrivelse, som giver dine besøgende værdi.

|| Få de sidste søgeord med i backend

Når du har udfyldt alle ovenstående, skulle du gerne have gjort et godt indhug i din liste over søgeord. Der er dog sandsynligvis stadig nogle tilbage, og det er nu, du kan få fyret de sidste afsted.

Backend er også din sidste mulighed for at få relevante søgeord knyttet til din annonce. Så sørg for at få alle termer og søgeord ind her.

For ved du hvad? Der er ingen, der kan se dem. Det kan dine kunder i hvert fald ikke.

Alle dine søgeord skal blot adskilles med et mellemrum, og så er der stort set frit slag for, hvor mange og hvilke søgeord du fylder ind.

4. Kundekontakt og kundeanmeldelser: Dine kunder er altid det vigtigste

Du husker godt, at vi tidligere var inde på, hvor vigtige kunderne er for Amazon, ikke? Og det er altså ikke noget, du som e-handelsmand skal tage let på. For Amazon vægter kunderne højere end noget andet.

Derfor har kundeanmeldelser også en afgørende betydning for, hvor højt oppe i søgeresultaterne dit produkt kommer til at være.

Så du skal sørge for at etablere et godt forhold til dine kunder. For anmeldelser er essentielle for din ranking. Amazon ved, at kundeanmeldelser er afgørende for, om den næste besøgende vælger at trykke køb.

Så gør noget ud af at svare dine kunder og give dem en god oplevelse - det øger chancerne for, at de vælger at smide en god anmeldelse af dit produkt.


5. Opsummering: Hvad har vi lært om Amazon?

  • Du bør altid have kunderne i tankerne, når du sælger på Amazon
  • Amazon har deres egen algoritme, som vægter variation af søgeord
  • Hemmeligheden bag en god ranking ligger blandt andet i rækkefølgen af søgeord
  • Mange faktorer har indflydelse på din ranking, blandt andet søgeord, kundeanmeldelser og salg
  • Det er essentielt at lave en grundig søgeordsanalyse - og herefter en prioriteret liste med relevante søgeord
  • Søgeord må aldrig undervurderes - velovervejet brug af disse kan gøre en kæmpe forskel på din SERP-placering

 

Blogindlægget blev bragt af Somera.dk