IKEA-kataloget bliver skrottet efter 50 år

Lagt på hylden til fordel for digital variant

Ikea har for nylig foretaget flere investeringer i digitalt salg. ’

Annonce

Sidste efterår annoncerede møbelgiganten, at et planlagt varehus ville blive lagt på is til fordel for en massiv e-handelsindsats.

- Vi lever i en verden, hvor alt bliver mere digitalt – også vores købsvaner. Vi kan se, at flere og flere danskere handler på nettet frem for i de fysiske butikker. Det er en udvikling, vi er nødt til at tage seriøst, forklarede Anders Lyhne Nordtorp, ekspansionschef hos Ikea Danmark, på daværende tidspunkt i en pressemeddelelse.

LÆS OGSÅ: Fire nye Ikea-varehuse går en usikker fremtid i møde

.. Og det digitale fokus bliver kun stærkere.

I dag meddeler virksomheden, at Ikea-kataloget ikke længere vil blive distribueret i fysisk form.

Det klassiske Ikea-katalog er blevet distribueret i Danmark i 50 år, så skiftet - som virksomheden udtrykker det - betyder, at en æra går i graven.

I år får danskerne i stedet adgang til Ikeas nyheder online - kataloget vil endvidere være tilgængeligt i en PDF-version på virksomhedens websted.

- 2019 markerer begyndelsen på et nyt kapitel i Ikea Danmarks historie, hvor vi i fremtiden vil inspirere mennesker gennem de digitale platforme, de allerede bruger, med relevant indhold, der imødekommer deres stil, ønsker og behov, siger Elefteria Cromlidou, kommerciel leder af Ikea Denmark, i en pressemeddelelse.

Annonce

Så selvom Ikea-kataloget ikke længere distribueres i Danmark, vil virksomheden faktisk udskrive et begrænset antal eksemplarer. De vil være tilgængelige efter først til mølle-princippet i de store varehuse.

Ikea-kataloget er siden den første udgave i 1951, og i Danmark 1969, vokset til en af ​​verdens største tryksager. Sidste år blev der ifølge virksomheden trykt på 38 sprog i over 190 millioner eksemplarer.


Onlinehandel i stor vækst

Stadig flere danskere køber varer og serviceydelser fra hjemmet, og sidste år steg IKEAs onlinehandel med 76 procent bl.a. accelereret af de nye services ’klik og hent’ og ’ekspreslevering’, hvor IKEA har nedbragt leveringstiden til mindre end én dag.

- Lige nu har Ikea en stærk position i Danmark, men vi har de sidste par år mærket øgede forventninger fra forbrugerne. Hvis vi skal blive ved med at leve op til de forventninger, må vi ikke hvile på laurbærrene. I stedet skal vi træde ind i fremtiden og gøre Ikea klar til de næste 50 år i Danmark. Det betyder, at vi kommer til at lægge nogle af de gamle dyder fra den analoge verden i graven til fordel for digitale løsninger, siger Elefteria Cromlidou, Commercial Manager Ikea Danmark,  i en pressemeddelelse.