Instagram – et slaraffenland for svindlere

Svømmer i ulovlige kopivarer

Annonce

E-handelsgiganter som Amazon og Alibaba har i løbet af de seneste år lagt meget arbejde i at slippe af med piratkopier. Kampen mod fuskerne har efter alt at dømme været vellykket, i hvert fald på deres platforme.

Men kopisterne er ikke væk. De har bare fundet et nyt tilholdssted. Ifølge nyhedssiden Fast Company har kopister siden nytår markedsført ulovlige kopivarer i 65 millioner indlæg via 50.000 forskellige konti på deres nye yndlingskanal, Instagram. Det svarer til godt 16 millioner indlæg om måneden, hvilket er mere end det tilsvarende tal for hele 2016.

Annonce

Ud over de 65 millioner indlæg har kopisterne i perioden fra januar til april produceret 1,6 millioner Instagram Stories med samme uærlige formål.

En stor del af salget på Instagram sker efter sigende via hashtags som #Replica og #MirrorQuality, der skal være blevet brugt flere millioner gange.

LÆS OGSÅ: Hvem har stjålet mine tekster?

I en nylig rapport skriver analysevirksomheden Ghost Data, at alle, der har en Instagram-konto, har fri adgang til at skabe sig en særdeles lukrativ falskneri-forretning, og giver Instagram prædikatet ”the top showcase platform for counterfeiters”.

Instagram skriver i en kommentar til Fast Company, at man nu har afsat flere ressourcer til at finde og fjerne ulovligt materiale, så man kan reagere hurtigere i tilfælde af svindel. Man har bl.a. tilføjet flere funktioner, der skal modvirke spredning og salg af piratkopier.

– Nu reagerer vi normalt på rapporter om ulovligt indhold inden for en dag og ofte inden for få timer. Derudover fortsætter vi proaktivt med at bekæmpe suspekt indhold, herunder indhold, der tilbyder kopivarer, med sofistikerede spamdetekterings- og blokeringssystemer, lyder det fra Instagram. Fordi mange kopister har en spam-agtig måde at markedsføre deres varer på, kan vi hurtigt fjerne den slags indhold, endda uden at det først er blevet rapporteret til os, skriver Instagram.

Louis Vuitton, Chanel og Gucci er hårdest ramt af kopivaresalget. Efterligninger af produkter fra de tre brands udgør over halvdelen af de produkter, der sættes til salg på Instagram.