Intensiveret indsats for fair konkurrence på nettet

Det nye Center for Digitale Platforme skal bekæmpe konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug af markedsdominans

Annonce

Digitale platforme som Amazon, Zalando, Wish, eBay tager en stadigt større plads i e-handlen. Desværre er det ikke alle, der har rent mel i posen.

Det kan være en særdeles tidskrævende opgave at finde frem til, om en digital platform bryder loven. Tilbage i september 2018 påbegyndte EU-kommissionen med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i spidsen en forundersøgelse af Amazon, som er mistænkt for misbrug af data fra tredjepartsforhandlere, og der kan gå mange måneder endnu, før man når frem til en konklusion.

Annonce

Der er med andre ord et stigende behov for midler til håndhævelse af reglerne på området – et behov, som her i Danmark er blevet imødekommet med etableringen af Center for Digitale Platforme, som er en ny enhed i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

LÆS OGSÅ: Online markedspladser – Trussel eller mulighed?

Center for Digitale Platforme

– Centeret skal håndhæve konkurrencereglerne i relation til de digitale platforme. Det gælder blandt andet forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler og mod, at virksomheder misbruger deres dominerende stilling, siger kontorchef for Center for Digitale Platforme, Michael Riis, i et interview til Ehandel.dk.

Som en del af dette arbejde kommer Center for Digitale Platforme også til at håndhæve reglerne i den kommende P2B-forordning, som skal supplere de gældende konkurrenceregler. P2B står for Platform-To-Business, og forordningen skal dels sikre transparens i markedet, dels give de virksomheder, der benytter platformene som salgskanal, bedre betingelser ved at stille en række krav til platformenes handelsbetingelser.

Center for Digitale Platforme skal desuden udarbejde konkurrenceanalyser af de digitale platforme. Her vil man bl.a. stille skarpt på de adfærdsmæssige påvirkninger, som forbrugerne møder på platformene.

– I det nye center skal vi arbejde med analyser af platformenes adfærd. Det er blandt andet for at se på, hvordan platformene påvirker konkurrencen, men det er også for at se på vækstvilkårene for de mindre virksomheder og for at se på forbrugernes vilkår på platformen. Det handler i meget høj grad med at bidrage med fakta, som gerne skulle gøre det nemmere at forstå, hvordan de nye markeder fungerer, siger Michael Riis.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Center for Digitale Platforme deltager i internationalt samarbejde på mange niveauer.

– Som konkurrencemyndighed er vi en del af European Competition Network, som er et europæisk netværk bestående af EU-kommissionen og EU-landenes nationale konkurrencemyndigheder.

En stærk faglig kombination 

Centeret, som blev oprettet 1. maj i år, kommer til at tælle 23 medarbejdere, hvoraf hovedparten er konkurrence-jurister og konkurrence-økonomer. Derudover er man også på udkig efter data scientists, som skal bidrage med indsigt i big data og kunstig intelligens, herunder machine learning og algoritmer.

Kontorchef Michael Riis, der står i spidsen for Center for Digitale Platforme, er specialist i konkurrenceret, et område som har været den røde tråd gennem hele hans karriere. Michael Riis kan således trække på mange års erfaring med området, både fra sin tid i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, men også fra tidligere ansættelser hos bl.a. TDC og advokatfirmaet Plesner. Desuden har han i en årrække undervist i bl.a. EU-konkurrenceret på CBS.

Inden længe får centeret yderligere en kontorchef. Michael Riis kan endnu ikke afsløre, hvem det bliver, men han kan dog røbe lidt om, hvad det er for en profil, han kommer til at lede centeret sammen med.

– Vi søger en mere konkurrence-økonomiskprofil. Det skal gerne være en person, der har seriøs erfaring i dybdegående analysearbejde og kendskab til algoritmer, big data og kunstig intelligens, siger Michael Riis.