Legen er slut – Nu lukker Lego sine butikker verden over

Kina undtaget.

De spreder sig som ringe i vandet – lukningerne. Detailhandlen bløder i den pandemiske hvirvelvind, og nu er turen kommet til Lego.

I takt med at Covid-19-situationen udvikler sig hastigt, arbejder vi her i Lego hårdt på at beskytte kolleger, forbrugere, lokalsamfund og selvfølgelig vores unge fans. Vores fysiske Lego Brand butikker alle lande undtagen Kina vil være lukket indtil i hvert fald 27. marts, skriver administrerende direktør i Lego, Niels B. Christiansen, på LinkedIn.

Annonce

I alt har Lego omkring 150 brand-stores, som Lego selv ejer, og det er de fleste af dem, der nu er lukket ned. Nogle var allerede blevet lukket ned tidligere i den indeværende corona-misere. Det skriver Finans.

Selv om det startede med en komplet (midlertidig) nedlukning af alle Lego-butikker i KIna, og den store fabrik, er der nu blevet taget en beslutning om at åbne alle butikkerne igen.

En beslutning, der formentlig skyldes, at de hektiske omstændigheder i landet er blevet dæmpet.

Det er dog stadigvæk med bevågenhed på de ansatte, der er på arbejde.

Vi har ændret indretningen på arbejdspladserne for at sikre, at kolleger ikke samles i store grupper og at de udøver social distance. Naturligvis har vi aflyst al rejseaktivitet, skriver topchefen i et åbent brev til både medarbejdere og fans.

LÆS OGSÅ: Lego vender skuden – milliarderne ruller ind 

I 2019 blev det til en rekordstor omsætning og fortsat massive investeringer for Lego. Det er især det kinesiske marked, koncernen fokuserer på, hvor flere nye butikker er skudt op fra jorden.

Lego ønsker dog ikke at udtale sig om, hvordan covid-19 potentielt kommer til at påvirke selskabets indtjening i 2020.

Annonce

Lego blev grundlagt i 1932 af Ole Kirk Kristiansen og har hovedkontor i Billund og globale kontorer i Enfield i USA, London i Storbritannien, Shanghai i Kina og Singapore.