Lyko prøver lykken med e-handel i Danmark

Rickard Lyko fortæller om sine overvejelser bag ekspansionen samt forventninger til fremtiden på den danske scene

De sidste to dage har der været eTail-konference i København – denne gang afholdt på Radisson Blu Scandinavia Hotel, Amager.

Annonce

Èn af førstedagens talere var en meget begejstret Rickard Lyko, CEO hos virksomheden Lyko, som netop har lanceret e-handel i Danmark.

LÆS OGSÅ: Svensk skønhedskæde åbner webshop i Danmark


En hård nød at knække

Det er ikke nogen hemmelighed, at Rickard Lyko stræber efter at blive ledestjernen inden for beauty – og nu vil den store kosmetikplatform prøve kræfter med de danske forbrugere.

Lyko driver allerede forretning i de resterende nordiske lande, så hvorfor er Danmark den sidste i rækken?

- Min erfaring er, at alle svenske e-handlere, der prøver at penetrere det danske marked, har en kæmpestor opgave foran sig. Det er faktisk en generel tanke, at Danmark er en hård nød at knække, når det kommer til ekspansion. I Norge havde vi allerede en position, og omfattende research og dataindsamling fortalte os, at Finland ville blive et væsentligt ”nemmere” marked at håndtere end Danmark, fortæller Rickard Lyko, da jeg fanger ham på konferencen.

Ifølge CEO’en er danske forbrugere mere prisfølsomme, og selv om Lyko selvfølgelig arbejder med kampagnetilbud mv., har fokus ikke været på at sælge produkter til den absolut laveste pris.

Men udover, at det danske e-handelsmarked er benhårdt, eksisterer der så flere udfordringer, Lyko skal være opmærksom på?

- Den største udfordring er jo at blive attraktiv for forbrugerne, så vi kan vokse os store og blive anerkendt som en stærk spiller på markedet. For mig handler det helt grundlæggende om at være tilstede, så man kan forstå markedet ordentligt – derfor har vi også et kontor i København, hvor to af vores medarbejdere evaluerer på den respons, vi får, så vi hele tiden kan forbedre os. De tager naturligvis også imod kundehenvendelser, siger Rickard Lyko.

Annonce

Det er altid svært at indtræde på nye markeder, men ifølge direktøren er der også nogle helt klare fordele ved at prøve kræfter med Danmark.

- Det er et hårdt marked med en masse udfordringer, og det kan vi lære rigtig meget af – ikke kun i forbindelse med vores forretning i Danmark, men helt overordnet set, udtaler han.


Ambitioner om vækst

Fremtidsperspektivet for Lyko er vækst, men flere planer om ekspansion kommer hånd i hånd med, at virksomheden vokser sig større og stærkere.

Derfor er der ikke nogle deciderede planer om udvidelse lige nu, men Rickard Lyko er langt fra afvisende over for nye markeder fremadrettet.

Lige nu er kærligheden til de nordiske markeder dog størst, og det har blandt andet grobund i logistisk pragmatik.

- I Norden har de forskellige markeder mange fælles træk, men en kæmpe fordel er, at vi har mulighed for at benytte os af det samme varehus. På nuværende tidspunkt har vi al vores logistik i Vansbro, hvor vi også planlægger at bygge et nyt varehus, der bliver fuldt funktionsdygtigt i starten af 2020. Det gør vi selvfølgelig med ambitionen om at kunne vækste yderligere, fortæller CEO’en.

På nuværende tidspunkt har Lyko 38 butikker, hvoraf 37 ligger i Sverige og én i Oslo.


Professionalisme er alfa omega

Det virker heller ikke til, at Rickard Lyko tager skyklapper på, hvad angår den skrappe konkurrence på det danske marked.

”Matas, Nicehair, Bozzt,” er nogle af de virksomheder, han fremhæver, som Lyko skal ”krydse klinger” med.

Men ifølge direktøren er det lige så vigtigt at fokusere på sin egen banehalvdel.

I det sidste kvartal har virksomheden eksempelvis lanceret et nyt butikskoncept, der skal forbedre forbindelsen mellem e-handel og de fysiske butikker. Og i tirsdags, den 1. oktober, lancerede Lyko en kalender, hvor kunderne over en periode modtager 24 små, forskellige beauty-produkter.

Nogle produkter, som ifølge direktøren, bliver nøje udvalgt.

Og man må sige, at Lyko har et ganske omfattende – og familiært - ekspertpanel at trække på. I hvert fald, når det kommer til pleje af kvindelokker.

Både Rickard Lykos far, mor, søster og bedstefar er nemlig alle frisører, og faktisk har Lyko hele 70 frisører ombord i virksomheden – derudover også et team af hudspecialister.

- Professionalisme står meget højt på min liste, og jeg er glad for, at vi har så mange dygtige mennesker, som dagligt giver Lyko et ­­skub i den rigtige retning, afrunder Rickard Lyko.


Omnichannel for fremtiden

I den nyeste kvartalsrapport fremgår det, at Lyko oplever stærk vækst i e-handlen med en 44 procents stigning, hvorimod salget i detailsegmentet bliver angivet til at være ”stort set uændret”.

Men på trods af, at de fysiske butikker ikke bidrager til virksomhedens vækst i nogen større skala, er målet for Lyko fortsat at arbejde med sin omnichannel-strategi.

I et tidligere interview har Rickard Lyko også udtalt, at der er vanskeligheder ved at sælge nye produkter online, og at fysiske butikker derfor er en vigtig del af processen med henblik på at etablere nye produkter i virksomhedens sortiment.

Et fokuspunkt, som Rickard Lyko også fremhævede i dette interview. Målet er dog - først og fremmest - en stærk position online.

… Og spændende at se, hvordan de danske forbrugere tager imod den svenske skønhedskæmpe.