Nicehair: ”Vi har skaleret vores system markant op til Black Friday”

Ehandel.dk har talt med CEO hos Nicehair.dk, Hans Tosti, som fortæller om sine strategiske overvejelser før Black Friday . 

Hans Tosti, CEO for Nicehair.dk, har senest siddet som marketingchef hos Sunset Boulevard og tidligere som Head of Social Media hos Salling Group i e-commerce afdelingen.

Annonce

Nu er han med til at skrive videre på historien om Nicehair med hænderne ved roret – en efterhånden ni år gammel virksomhed, som er blevet Danmarks første forhandler af produkter inden for beauty-kategorien.

Nicehair holder til i den jyske havneby Esbjerg, beskæftiger 100 medarbejdere og har haft en årlig omsætning på omkring 200 mio. kroner sidste år.

Set-up hos Amazon

- Den 15. november lavede vi et lille trick, som en drilagtig reaktion til Matas og hele prismisseren - et koncept, vi kalder "Gray Thursday". Udover, at vi selvfølgelig kilder vores konkurrent en smule, så var hovedformålet at stressteste hele vores system. Vi har solgt parfumer til 20 kroner pr. styk, og så har vi lovet vores kunder, at vi selvfølgelig ikke kommer til at annullere ordrene, fortæller Hans Tosti med et smil i stemmen.

Virksomheden kaldte den 15. november for en opvarmningsøvelse til Black Friday.

-  Vi har aldrig haft så meget trafik på vores website og Facebook. Det første minut havde vi 27.000 sidevisninger, og på bare en time havde vi over 38.000 unikke besøgende. Samtidig kiggede over 3000 med på, at vi knoklede løs på kontoret via Facebook Live, så vi kunne fortælle om slagets gang. Det var en helt vild aften, siger Hans Tosti.

Men den massive trafik havde desværre også haft konsekvenser for kundernes handelsoplevelse. Torsdagens Grey Thursday lagde nemlig så tungt et pres på systemet, at flere kunder ikke kunne færdiggøre deres ordre.

- Vi er kede af, at der måske er nogen, der er kommet forgæves, fordi systemet simpelthen ikke kunne følge med under testen. Det er selvfølgelig noget, vi retter op på med det samme, så det samme ikke sker på fredag, understreger Hans Tosti.

Havde systemet fulgt med trafikken, ville Nicehair.dk have haft udsolgt i løbet af få minutter, mener direktøren.

Annonce

- Vi var ikke forberedte på så massiv interesse. Det skal vi være på Black Friday, for der kommer vi igen til at have vilde tilbud. Det er derfor meget værdifulde erfaringer, vi har gjort os med stresstesten her, så nu skal den næste uge bruges på at styrke vores system.

Nicehair har derfor sørget for at have fuld bemanding til Black Friday og kører med 18 timer i døgnet på fuldt blus, så intet bliver overladt til tilfældighederne.

- Vi har skaleret vores IT-system markant op. Fra at have en ’lokal vært’, har vi fået et set-up hos Amazon, som skal sikre, at vi kan modstå det pres, der kommer på Black Friday.

LÆS OGSÅ: Blockchain: et gigantisk flop eller det nye sort?

Loyalitet i særklasse

- Når kunderne kommer ind på vores hjemmeside, skal de have en oplevelse af, at det er let at være kunde. Jeg kan ikke røbe, hvad vi kommer til at gøre rent kommercielt med priser på Black Friday, men det bliver super nemt at følge med og gøre en god handel, siger direktøren.

Faktisk producerer Nicehair selv en masse medieindhold – kommercielle tiltag, hvor virksomheden er i dialog med sin målgruppe i Realtime på eksempelvis Facebook.

- Vi har en meget stor målgruppe og en loyal kundeskare – de føler vel næsten, at vi er familie. Faktisk har en stor del af kundegruppen i gennemsnit 2 køb om måneden i vores butik. Jeg er forholdsvis ny på min post, og da jeg dykkede ned i tal om loyalitet, blev jeg meget overrasket over, hvor godt virksomheden har fat i deres målgruppe. En målgruppe, der er udgjort at kvinder i alle aldre, fortæller direktøren.

Det betyder således meget for virksomheden at have loyale kunder – men lige så meget, at kunden også engagerer sig i brandet.

- I virkeligheden har vi en stor andel af earned media, det vil sige kunder, der engagerer sig i vores brand og selv skaber indhold, herunder på kanaler som youtube og instagram. Det er blandt andet vores ambassadørkorps, der har til formål at inspirere deres eget, personlige netværk med glødende interesse inden for beauty-området.

Det store publikum, som Nicehair i forvejen er i dialog med, bruger virksomheden også til spredning på Black Friday, fortæller Hans Tosti.

Hvordan så salget på Black Friday ud sidste år, og hvad er forventningerne i år? 

- Sidste år så salget på Black Friday fornuftigt ud – der var godt gang i kedlerne. Men forventningerne til år er helt klart højere. I modsætning til sidste år, prøver vi at sprede Black Friday ud. Vi har allerede startet med at kommunikere Black Friday-tilbud siden starten af november måned, og det kan man se. Vi har haft høj omsætning og nogle fantastiske uger.

Nicehair forventer at sælge et sted mellem 15-20.000 pakker på selve handelsdagen.

Får Black Friday indflydelse på jeres julehandel?

- Ikke mere end sidste år og forrige år. Selvfølgelig flytter man lidt salg fra december ind i november måned, og det mønster vil vi se fortsat, men vi kommer langt fra til at kede os til jul – lad mig sige det sådan, afrunder Hans Tosti.