Polen – Dit næste e-eksport-eventyr?

Et voksende marked med stort potentiale.

Polen er et land i vækst. Lige siden jerntæppets fald i 1989, hvor landet begyndte at vriste sig fri af 45 års russisk dominans, er Polens BNP steget støt, og ifølge Verdensbanken kan landet forvente en årlig vækst i BNP pr. indbygger på 3-4 procent de næste par år.

I takt med at Polens 38 millioner indbyggere har fået flere og flere penge mellem hænderne, er deres forbrugsvaner blevet mere lig vesteuropæernes, hvilket blandt andet ses på den kraftige stigning i forbruget af varer inden for kategorier som mode, boligindretning og rejser.

Annonce

Ifølge J. P. Morgans 2019 Global Payments Trends Report handler polakkerne gennemsnitligt for 581 Euro (ca. 4.340 danske kroner) på nettet hvert år. Til sammenligning bruger vi danskere i gennemsnit 3.345 Euro (ca. 25.000 kr.) på nettet, altså næsten seks gange så meget. Denne markante forskel skyldes dels, at kun en lille del (4,6 procent) af Polens samlede B2C-omsætning hentes via nettet, mens den tilsvarende andel er over tre gange så stor i Danmark.

Årsagen til dette skal findes i den noget lavere digitaliseringsgrad i Polen. Af Ecommerce Foundations Ecommerce Report: Poland 2019 fremgår det, at kun 77 procent af polakkerne har internet, mens vi i Danmark er helt oppe på 98 procent. Polakkerne er dog lige så stille begyndt at indhente os på dette område, og man må formode, at det vil få den polske B2C-handel til at bevæge sig mere over på nettet.

J. P. Morgan forventer, at omsætningen i den polske B2C-nethandel vil stige med 10 procent om året i de næste par år. Denne stigning giver plads til nye spillere på markedet.

Sproget i webshoppen

Kun 6 procent af de penge, som de polske forbrugere bruger på nettet, lægges i udenlandske webshops. Polakkerne er generelt ikke så internationalt orienterede som danskerne, og mange har kun ringe – eller slet intet – kendskab til engelsk. Vil man have markedsandele i Polen, må man have en polsk webshop, allerhelst med polsk kundeservice.

Markedspladser

Polakkerne har i den grad taget de store online markedspladser til sig. Ikke overraskende er det den polske markedsplads Allegro, der dominerer markedet. Ifølge Gemius’ rapport “E-commerce in Poland 2019” er Allegro det foretrukne e-handels-brand hos 80 procent af de polske forbrugere. Allegro rangerer også som den femtestørste markedsplads i Europa.

Allegro selv oplyser, at platformen har 21 millioner registrerede brugere og 125.000 forhandlere, og i PostNords rapport E-handel i Europa 2019 svarede hele 87 procent af de adspurgte polakker, at de har handlet på Allegro.

De nærmeste konkurrenter ligger et godt stykke bagefter Allegro. Nummer to er den tyske online markedsplads Zalando, som 31 procent af de polske forbrugere har handlet på, og derefter følger kinesiske AliExpress med 23 procent og amerikanske Amazon med 16 procent. Det faktum, at både Zalando, AliExpress og Amazon findes i en polsk sprogversion, spiller sandsynligvis en væsentlig rolle for deres gode placering i statistikkerne.

Levering og returnering

Selv om Polen er over syv gange så stort som Danmark, er de polske forbrugeres krav til leveringstider bestemt ikke mindre end vores. Ifølge PostNord-rapporten forventer 23 procent af polakkerne at få deres pakker leveret inden for 1-2 dage, og 67 procent forventer, at det sker inden for 3-5 dage. Næsten halvdelen betaler gerne ekstra for at modtage deres varer allerede næste dag.

Annonce

Ifølge PostNord-rapporten vil halvdelen af alle polske forbrugere allerhelst have leveret deres pakker til døren, men også pakkeboksen er populær i Polen, og hele 29 procent angiver denne leveringsmetode som deres foretrukne.

Levering til pakkeshop/udleveringssted, som er et populært valg blandt danskerne, har ikke rigtig vundet indpas i Polen og foretrækkes kun af 7 procent af de polske forbrugere.

De største logistikfirmaer i Polen er DHL, Poczta Polska (det polske postvæsen) og DPD. Også GLS og UPS er til stede i Polen.

Det betyder meget for polakkerne at have indflydelse på leveringen af deres pakker. 38 procent anser det for meget at vigtigt selv at kunne vælge leveringdato og evt. -tid, og 68 procent synes, det er vigtigt at kunne ændre disse parametre, efter at pakken er afsendt fra butikken. Desuden forventer næsten halvdelen af de polske forbrugere, at det allerede på bestillingsdatoen fremgår, hvilken dato og tid produktet vil blive leveret.

Kigger vi på returnering, ligger Polen lavt i forhold til andre europæiske lande. Mens 43 procent af de nordiske forbrugere, 51 procent af hollænderne og hele 53 procent af tyskerne har returneret et online-køb i løbet af det seneste år, ligger polakkerne helt nede på 36 procent.

Forskellen er især tydelig inden for kategorierne tøj og sko, hvor kun 17,5 procent af de polske forbrugere har returneret et online-køb inden for det seneste år. Det tilsvarende tal for de nordiske forbrugere er 25,9 procent, for tyskerne 29,9 procent og for hollænderne hele 32,2 procent.

Betalingsformer

Polakkerne har helt andre præferencer end os danskere, når det gælder betaling. Ifølge rapporten fra PostNord er bankoverførsel den mest populære betalingsform og foretrækkes af 31 procent af de polske forbrugere. Betaling via bankoverførsel er ikke så upraktisk, som det lyder. I polske webshops er login og godkendelse i kundens netbank nemlig integreret i betalingsprocessen.

27 procent af polakkerne foretrækker at betale med PayPal, som dermed indtager pladsen som den næstmest populære betalingsform. Først nede på tredjepladsen finder vi danskernes favorit, betalingskortet, som kun foretrækkes af 24 procent af de polske forbrugere.

Ifølge J. P. Morgans 2019 Global Payments Trends Report er svindelraten i den polske e-handel kun cirka halvt så stor som i den europæiske e-handel generelt, hvilket blandt andet skyldes den relativt lille andel af korttransaktioner. Kortbetaling forventes dog at vinde terræn i de kommende år, hvilket sandsynligvis vil påvirke svindelraten i den kedelige retning.

Næst efter betalingskortet ligger cash on delivery, hvor kunden først betaler ved modtagelse af pakken. Trods navnet kan cash on delivery også gennemføres med kort. Denne betalingsform er førstevalg hos hele 15 procent af polakkerne, hvilket er et tydeligt symptom på den mistillid og frygt for at blive snydt, som mange polakker har med sig fra tiden før jerntæppets fald.

Andre artikler i samme serie: