PostNord udruller nyt koncept: Levering samme dag, du bestiller

Samarbejder med flere detailforretninger

Annonce

I december skrev Ehandel.dk om, at PostNord, i samarbejde med den svenske modeforhandler Lager 157, kastede sig ud i en ny leveringstjeneste ved navn SameDay, som blev lanceret i den svenske hovedstad.

I samme omgang skrev PostNord, at der var store planer for foråret, og fra den 1. maj 2019 er SameDay – eller “MyPack Home SameDay” nu tilgængeligt i 36 svenske byer.

LÆS OGSÅ: PostNord lancerer sammedagslevering i Sverige i dag

Nu har konceptet også fundet vej til Danmark i et nyt samarbejde mellem PostNord og danske detailforretninger.

Annonce

Den første virksomhed, der tester leveringsformen er butikskæden Neye, som har 42 butikker rundt om i det danske land.

- Kundernes forventninger ændrer sig, og det er for at imødegå dem, at vi nu går med i projektet. Vi kan tydeligt mærke, at efterspørgslen nu går mod, at man vil have sine varer leveret i morgen – og gerne før. Casen er egentlig ikke, at det skal give mere salg - men det er unikt for os at tilbyde nu, hvor det er relativt få, der har det, siger Jacob Breinholst, der er digital chef hos Neye, til Finans.

Ud over at kunne skille sig ud på en yderst konkurrencedygtig leveringsløsning, er der selvfølgelig også spørgsmålet om Amazon.

- Alle taler om, at Amazon kommer og overtager detailbrancen, fordi den kan levere varerne hurtigt, men vi vil vise, at danske spillere også kan noget, tilføjer den digitale chef.


Vil kunderne betale?

Det nye koncept fra PostNord har også stor interesse i, hvorvidt kunderne er villige til at betale for den hurtigere levering.

- Det er et supervarmt emne lige nu, og nu vil vi teste, om der er et kommercielt marked for denne leveringsform. Det, vi tester i første omgang, det er efterspørgslen, siger Stine Sander til Finans.

I dag er det meget få detailforretninger i Danmark, der tilbyder levering samme dag, men herunder tilbyder Matas, Saxo og Apopro, eksempelvis.

Beslutningen om lynlevering er baseret på undersøgelser, hvor hele 75 procent af Matas’ kunder har svaret ja til, at de var interesserede i en sådan service.

Samtidig svarede 29 procent, at muligheden for levering samme dag ville spille ind på deres valg af netbutik fremadrettet.

Kilde: Finans