Amazon er hverken den bedste eller eneste løsning for alle

Ehandel.dk har talt med Max Riis Christensen fra MakesYouLocal, der er enig med mange andre i at Amazon er vigtig at forstå for nordiske e-handlere. For nogle er det også en afgørende salgskanal, men for andre kan det være et dårligt valg og for de fleste er en kombination med andre kanaler det bedste valg!

Annonce

Der er meget fokus på Amazon, er det virkelig brændpunktet for e-handlere i Norden? 

- Det vigtigste for alle virksomheder er at have succes på kort sigt. Har man ikke det, er der større problemer end Amazons mulige indtræden. Når det så er sagt, så er der jo ingen tvivl om, at Amazon kan få stor indflydelse på e-handlen, hvis de etablerer sig i Norden. Lige nu har de dog kun 2% af markedet i Danmark og mindre i Sverige. Med den markedsandel tror jeg ikke, det har afgørende indflydelse på ret mange af de nordiske e-handleres salg på deres hjemmemarkeder.

Annonce

Jeg tror, det vigtigste for virksomheder der sælger online er, at udbygge de konkurrencemæssige fordele, de har på deres nuværende og måske kommende markeder.

  • Har man et tøjbrand, så vær fokuseret på at styrke brandets værdi hos slutkunden.
  • Har man et stærkt servicekoncept omkring sine produkter, så fokuser på at fremhæve den styrke på alle relevante markeder.
  • Har du det stærkeste produktionsapparat, så du er overlegen på pris og kvalitet i forhold til dine konkurrenter, så sørg for at du kan fastholde den position.

Herefter skal man bruge noget tid på at overveje hvilke salgskanaler der er de rigtige. Her er Amazon en mulighed, men der er altså mange (flere hundrede) europæiske markedspladser. Derudover er der online-forhandlere, du kan sælge via egne lokaliserede webshops eller snart via shops direkte fra sociale medier som Instagram. Her skal du vælge de kanaler der bedst passer til din branche, dine konkurrencemæssige styrker og ikke mindst kompetencer og ressourcer.

LÆS OGSÅ: Online markedspladser – Trussel eller mulighed?


Skal man bruge tid på Amazon for at beskytte det marked, man allerede har, eller for at øge eksporten?

- Jeg tror det kan være en god ide selv at handle lidt på Amazon og prøve at forstå brugeroplevelsen og de fordele, der har gjort at Amazon er blevet så store i f.eks. Tyskland. Det er vigtigt for at kunne vurdere om Amazon er en konkurrent indenfor de produkter du sælger. Sælger du f.eks. kontorudstyr, vil jeg tro du skal være bekymret, sælger du high-end fashion, er der nok andre ting der er bedre at bruge din tid på.

Samtidig vil du jo så få en fornemmelse af om du kan konkurrere med dem fra din branche, der allerede sælger på Amazon. Hvis du kan det, er der bestemt muligheder. Det fantastiske ved Amazon er jo at de er så store, at har du et bare produkt der vil stå stærkt i konkurrencen, kan det alene være grund til at starte med at sælge på Amazon.


Er det uundgåeligt at skulle ombord på en online markedsplads, og i så fald – er Amazon så det oplagte valg?

- Jeg tror ikke, det er uundgåeligt, men jeg tror der er en vigtigere beslutning. Hvordan vil vi som virksomheder bruge online markedspladser som en del af vores salgsstrategi? Mange brands har det som en del af forhandleraftalen, at deres forhandlere ikke må sælge via trejdeparts-markedspladser. Det betyder, at de selv styrer salget på markedspladser og så er det en stærk mulighed for at få produktet ud til nye kunder, som måske senere handler hos forhandlere eller på brandets egen webshop.

Amazon vil være et oplagt valg for nogle, men sælger du f.eks. inden for mode, så har Zalando i Tyskland en omsætning, der er fire gange højere end Amazon og er derfor langt mere interessant.

LÆS OGSÅ: Strategi-guide: Sådan kommer du i gang med at sælger på de store globale markedspladser


Hvad er dine tanker om Wupti Marketplace?

- Jeg tror fortsat, at Wupti er i den tidligere fase, og spørgsmålet er om de kan nå at komme op i fart, inden Amazon eller andre tager positionen? Som dansk e-handler er spørgsmålet vel om Wupti er den partner, der kan øge deres salg betydeligt.

Jeg tror, Wupti i højere grad har en berettigelse for udenlandske virksomheder, der gerne vil sælge ind i Danmark. Her er der efterspørgsel efter markedspladser, der kan sikre en hurtig indtrængning, og det ligner ikke en fordel for danske e-handlere. Jeg hæfter mig også ved, at Wupti fortsat har en manual onboarding proces og ikke ren særlig tydelig beskrivelse af de tekniske muligheder for integration.


Er de danske e-handlere bekymrede for ingenting?

- De danske e-handlere er dygtige og derfor opmærksomme på de trusler, der kommer, men jeg oplever dem som nysgerrige mere end bekymrede. Nysgerrige på hvad det er, Amazon kan, og hvordan det kan få indflydelse på deres forretning. I Tyskland har Amazon en meget stor andel af onlinesalget, men de lancerede også i Tyskland for mange år siden. Det er langt fra givet at Amazon vil få den samme position i Norden og under alle omstændigheder vil det tage lidt tid. Dog vil Amazon være med til at øge prispresset, og derfor skal man bekymre sig om sin marginal og sikre at man tjener penge på det, man gør.

Vi skal samtidig også huske at e-handel fortsat vokser. Online-salget steg med 12 procent og 14,7 mia. danske kroner i værdi fra 2017 til 2018. Det betyder, at selv om Amazon solgte for 5 mia. kroner, ville der være 9 mia. kroner mere end året før til andre e-handlere.


Om MakesYouLocal

MakesYouLocal hjælper virksomheder til online succes i udlandet. MakesYouLocal hjælper med de indledende vigtige strategiske beslutninger samt lokalisering og drift gennem vores lokale e- handelsspecialister. I dag driver MakesYouLocal 110 webshops på tværs af 13 lande, hvor lokal kundeservice, løbende oversættelse og marketing med fokus på vækst og profitabilitet.